Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Radikale: Journalisters videodækning af kommunalbestyrelsesmøder kan blive for useriøs

Det radikale kommunalbestyrelsesmedlem, Deniz Kücükavci, mener ikke, at journalister ved hjælp en smartphone skal have mulighed for at filme kommunalbestyrelsesmøderne, fordi kvaliteten ifølge ham vil blive for dårlig. Til gengæld må journalister gerne tage billeder med en smartphone, siger han.

Det bliver en splittet kommunalbestyrelse, der efter sommer skal tage stilling til de konservative forslag, om at journalister skal have lov til at filme kommunalbestyrelsesmøderne som led i deres dækning. Mens kommunalpolitikere fra konservative, SF og Enhedslisten siger ja, er socialdemokraterne og nu også de radikale imod.

LÆS OGSÅ: Konservative vil stille forslag

»I Det Radikale Venstre vægter vi pressefriheden højt, men omvendt synes vi, at det med at optage fra en mobiltelefon kan blive useriøst, hvis man for eksempel hører fra den ene og ikke den anden. Kameraet må gerne være der, men der skal også stilles kvalitetskrav, så alle kan blive hørt og set. (…) Alle skal behandles neutralt, og der skal være opsat kameraer, så alle kan blive set og hørt og ingen glemt,« siger de radikales eneste kommunalbestyrelsesmedlem, Deniz Kücükavci.

Dermed ligger han på linje med borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), der har afvist muligheden for at lade journalister filme netop, fordi han mener, at kvaliteten bliver for dårlig, og at alle kommunalbestyrelsesmedlemmer ikke kan få lige meget ‘tv-tid’. I stedet ser han en kommende streaming-løsning, som kommunen selv skal stå for a la Kommune-tv som den bedste løsning.

Må gerne tage billeder

Hvorfor ikke tillade begge løsninger, så borgerne både kan se Kommune-tv og følge journalisternes dækning på film?

»Jeg er bange for, at det  bliver for useriøst. De sociale medier har også en tendens til at lave fake news, og så er jeg bange for, at den ene bliver hørt og ikke den anden,« siger Deniz Kücükavci.

Men hvis du er bange for, at den journalistiske dækning giver et skævt billede, så kan du jo altid holde det op imod kommunens egne optagelser.

»Det er selvfølgelig rigtig nok, men jeg synes mobiltelefonen har en flad effekt, og at den symboliserer, at det ikke bliver taget alvorligt, og så er det også svært at få det hele med, når man filmer fra en telefon,« mener det 19-årige kommunalbestyrelsesmedlem, der dog medgiver, at netop brugen af mobiltelefon og de sociale medier er noget af det, som måske kan tiltrække flere unge til kommunalpolitik.

LÆS OGSÅ: Borgmester står fast

Alligevel står han fast på, at det er vigtigt med kvalitetskrav.

Til gengæld vil han gerne give journalister lov til at tage billeder med en mobiltelefon til kommunalbestyrelsesmøderne. Noget som hidtil kun har været tilladt efter aftale og typisk kun i starten af en ny valgperiode.

»Det er jo ikke halvfemserne, vi lever i,« som han siger.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!