Herlev Bladet

Regionspolitikere udskyder stillingtagen i asbestsag fra Herlev

På regionsrådsmødet tirsdag var der enighed om at afvente en egentlig drøftelse af, hvad man gør i kølvandet på asbestsagen på Herlev Hospital, til efter at administrationen har rullet sagen op til forretningsudvalgetmødet i slut januar.

Har håndværkere under et renoveringsarbejde på Herlev Hospital været i risiko for at blive udsat for asbest i mængder, der er sundhedsskadelige? Bør man arbejde med Arbejdstilsynets grænseværdier for asbest, når man sætter håndværkere til at arbejde i et område, hvor der kan være spor af asbest i luften? Skal regionen stramme op på sikkerhedsprocedurerne i forhold til asbestarbejde for eksempel ved at hyre et eksternt sikkerhedsfirma eller alliere sig med fagbevægelsen?

Det var nogle af de spørgsmål, der var genstand for debat ved Region Hovedstadens regionsrådsmøde 10. december. Dem kunne man på dagen ikke blive enige om. I stedet var der bred enighed om at udskyde sagen til det næste forretningsudvalgsmøde 28. januar 2025, hvor administrationen også kommer med en oprulning af hele forløbet.

man kan også sige, at det overordnede ansvar falder tilbage på os selv, fordi måske har kommunikationen været dårlig. Det kan vi ikke konkludere på

»I den her sag er der jo gået noget galt, fordi man er kommet til at flytte nogle kasser, hvor der har vist sig at være asbest i, og det er en fejl på leverandørens/entreprenørens vegne (MT Højgaard Danmark er hovedentreprenør, red.), men man kan også sige, at det overordnede ansvar falder tilbage på os selv, fordi måske har kommunikationen været dårlig. Det kan vi ikke konkludere på i aften, men vi har en fælles interesse i at sikre, at det bliver håndteret forsvarligt,« lød det fra regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Han understregede, at regionen som udgangspunkt har lavet et sikkerhedssystem efter lovgivningen på området, som man kan indberette til, og som det er op til bygherren, altså regionen, at oplyse omkring, mens det er entreprenørens ansvar at sørge for, at de ansatte følger det til punkt og prikke.

LÆS MERE: Ingen tegn på spredning af asbest

Sagen kort

30. oktober skrev Herlev Bladet, at der i uge 40 var blevet fundet spor af asbest på Herlev Hospital i forbindelse med ombygningen af tre etager i sengetårnet. Efterfølgende har flere medier fortalt historien om, at nogle håndværkere på stedet ad flere omgange har nedlagt arbejdet, fordi de følte sig utrygge i forhold til, om der var en sundhedsfare forbundet med at arbejde på stedet.

Regionen og regionens Center for Ejendomme har taget flere prøver på stedet og har ad to omgange orienteret blandt andet regionspolitikerne om, at der ‘ikke har været nogen øget sundhedsrisiko for hverken patienter, pårørende eller ansatte på Herlev Hospital herunder håndværkere, som har arbejdet på hospitalet’. Alligevel har det altså fået flere håndværkere til at tvivle på regionens udmeldinger. Ikke mindst på grund af de nævnte historier i medierne, hvor der er kritik af, at regionen som bygherre satte håndværkere til at arbejde på stedet, selvom man vidste, at der kunne være forekomster af asbest.

På gårdsdagens regionsrådsmøde fortalte formanden, at man netop tilbage i 2012 satte et eksternt firma til at kortlægge de steder på Herlev Hospital, hvor der kunne være asbestforekomster, så man kunne håndtere dem i forbindelse med ombygnings- og renoveringsprojekter.

Tilbage står nu regionspolitikerne og skal vurdere, hvad der gik galt, og hvordan man kan gøre det bedre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S). Pressefoto.

To forslag

En af dem er Thomas Rohden fra Radikale Venstre. På mødet udtrykte han tilfredshed med, at man venter med konklusionerne.

»Vi må have en drøftelse, når vi ved noget og har fået noget input fra nogle fagpersoner. Det er useriøst, hvis vi træffer en beslutning i dag. Det har vi ikke en jordisk chance for at vide noget omkring, så det tager vi en drøftelse om, når vi har fået et oplæg til, hvordan vi gør det bedst på baggrund af nogle mennesker, der heldigvis er klogere end os,« sagde han med henvisning til de to ændringsforslag, der var fremlagt af henholdsvis DF og Enhedslisten.

DF’s handlede om at hyre et eksternt sikkerhedsfirma, som sættes i gang før asbestarbejdet, eller at regionen selv ansætter sikkerhedsfolk, mens Enhedslistens tager udgangspunkt i et forsigtighedsprincip.

Der er fundet asbest, det er ikke sundhedsfarligt, men vi er ikke blevet orienteret om, at håndværkerne flere gange er gået i skurerne, fordi de er nervøse for at arbejde

Det går ud på, at man allerede ved mistanke om asbest begynder at arbejde som om, der er asbest og tager de nødvendige forholdsregler/værnemidler. Derudover ville partiet også gerne have et tættere samarbejde med fagbevægelsen.

»Det har manglet – også i forhold til orienteringen. Der er fundet asbest, det er ikke sundhedsfarligt, men vi er ikke blevet orienteret om, at håndværkerne flere gange er gået i skurerne, fordi de er nervøse for at arbejde,« påpegede Tormod Olsen, partiets repræsentant i rådet, mens SF bakkede op med en pointe om, at det netop var på råd fra de faglige organisationer, at håndværkerne nedlagde arbejdet.

Med den viden i baghovedet mente Tormod Olsen godt, at man allerede nu kunne træffe en beslutning på et oplyst grundlag, men som de andre partier var han også klar på at tage endnu en drøftelse i januar.

Mere oplysning

Det bliver dog ikke med sit eget eller DF’s forslag på bordet, da de begge blev stemt ned på tirsdagens møde. Ikke mindst af regionsrådsformanden selv.

»Socialdemokratiet vil ikke støtte Enhedslistens ændringsforlag, men vi vil godt diskutere på forretningsudvalgsmødet, om det er en model, som vi kan videreudvikle lidt på. Jeg tror ikke, man skal sammenligne det med de sociale klausuler, men jeg tror nærmere vi skal finde ud af, hvordan vi kan lave en fælles oplysningsindsats, fordi noget af det, man kan forstå på dækningen af de bygningsarbejdere, som havde nedlagt arbejdet, var, at de følte, at de ikke blev taget alvorligt,« lød det fra Lars Gaardshøj, der fortsatte:

noget af det, man kan forstå på dækningen af de bygningsarbejdere, som havde nedlagt arbejdet, var, at de følte, at de ikke blev taget alvorligt

»I forhold til et forsigtighedsprincip er jeg skeptisk. Jeg er ikke sikker på, at det er det, som bygningarbejderne efterspørger, så det synes jeg vil skal vente med at konkludere på. Man kan jo spørge sig selv, når vi ved, at det er kendt viden, at der er asbest i bygningerne. Hvad betyder et forsigtigsprincip så? Skal man som bygningsarbejder så iføre sig værnemidler, når man nærmer sig Herlev,« spurgte han og indrømmede, at det måske lød lidt karikeret, men ikke desto mindre et scenarie, man måtte tage stilling til.

Der er som nævnt forretningsudvalgsmøde om sagens videre forløb 28. januar 2025.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!