Retten i Glostrup har sat farten op på behandling af færdselssager
I flere år har der været et efterslæb på færdselssagerne, men en ekstraordinær indsats har fået puklen til at aftage, selvom der stadig er langt igen.
I en række år har stakken af færdselssager ved Retten i Glostrup hobet sig op til nærmest uoverstigelige mængder. Nogle borgere har sågar oplevet at måtte vente i mellem ét til tre år før, at Retten i Glostrup har kunne holde det første retsmøde i deres sag. Men måske den tid snart er forbi. Takket være en saltvandsindsprøjtning på ekstra ressourcer og en ekstraordinær indsats er det lykkedes retten i første halvår af 2024 at nedbringe antallet af sager med 1.000 sager.
»Vi fortsætter den særlige indsats i efteråret 2024 og i foråret 2025, hvorefter vi håber at kunne holde bunken nede ved almindelig daglig drift,« lyder det fra pressekontaktdommer Christina Breinstrup.
Hun tilføjer, at ambitionen er at kunne behandle de ‘almindelige færdselssager’ inden for en mere rimelig tid, men påpeger, at der vil gå flere år, før sagsbehandlingstiden kommer under et år.
LÆS OGSÅ : Debatindlæg – Forbyd kørsel fra rampen
En ekstraordinær indsats
Retten i Glostrup har i en årrække modtaget langt flere sager, end man har kunnet nå at behandle. Dertil kommer, at man har skulle prioritere de hastende straffesager, som for eksempel nævningesager og sager om personfarlig kriminalitet over eksempelvis færdselssagerne, som derfor har hobet sig op.
Normalt modtager retten cirka 1.000 færdselssager årligt, men har altså ikke kunnet at behandle dem alle, hvorfor man blandt andet i starten af 2024 havde cirka 1.800 sager, som ikke var behandlet endnu. Nogle af dem lå helt tilbage til 2020.
22. november 2023 blev der indgået en aftale om at tilføre domstolene i Danmark cirka 2,3 milliarder kroner for perioden 2024 til 2027. Det betød blandt andet, at man ved Retten i Glostrup pr. 1. februar i år har kunnet ansætte tre ekstra dommere.
»Vi besluttede derfor blandt andet hjulpet af de ekstra ressourcer, at lave en ekstraordinær indsats på vores færdselssager,« forklarer Christina Breinstrup, der kalder indsatsen en succes.
Blandt andet på grund af et godt samarbejde mellem retten, advokaterne og anklagemyndigheden i forhold til planlægningen og gennemførelsen af retsmøder.
rettens initiativ har haft en stor og meget konkret og mærkbar betydning
En stor betydning
Netop anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi vurderer også, at den ekstraordinære indsats har båret frugt.
»Rettens initiativ er kommet i stand efter tilførslen af yderligere ressourcer og har medført, at cirka 1.000 ekstra sager er afviklet siden februar alene ved den ordning – ved siden af kører samtidig den almindelige drift. Så rettens initiativ har haft en stor og meget konkret og mærkbar betydning,« siger chefanklager Jens Jacobsen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.
Han uddyber, at det har kunnet lade sig gøre blandt andet, fordi man har indkaldt en forsvarer til at være standby, når de tiltalte møder, og fordi man har prioriteret at afvikle færdselssagerne på særlige dage, hvor udvalgte sager samles og afvikles. Ifølge ham er der tale om sager, som havde hobet sig op blandt andet efter corona-pandemien.
Hvad betyder det her for borgerne?
»For borgerne øger det retssikkerheden på den måde, at borgerne hurtigere end ellers får deres sag afgjort og kan komme videre. Den særlige ordning er planlagt til at køre hen over efteråret og igen til foråret 2025,« siger han.
Der er lukket for kommentarer