
Revydirektør tilbage i Skovlunde: Mickeys tangenter i både dur og mol
Engang var han den glade dreng, som altid sad bag orglet og sang, både i skolen, i ungdomsklubben, i Cirkus Lundebjerg og i Skovlunde Byteater og talrige andre steder.
I dag er Mickey Pless direktør for Nykøbing Falster Revyen og er et særdeles kendt ansigt på Lolland-Falster, men i øvrigt også en person, man støder på i landsdækkende medier.
Selvom han nu er slutningen af fyrrene, ligner han på mange måder sig selv, musikaliteten, smilet og de humoristiske bemærkninger vækker minder om dengang på Lundebjerggårdsvej i firserne og halvfemserne.
Hans mission er stadig den samme.
»Jeg altid syntes, at det var fantastisk at kunne gøre folk glade og underholde, det har jeg altid elsket,« siger han og nævner begrebet ’livsglæde’ som det, han altid brændt for, både da han som 10-årig spillede til en skolefest, og når han i dag er direktør og ejer af en af Danmarks største revyer.
Du må aldrig slippe musikken, for du har et meget stort talent
White Christmas
For nylig er bogen ’Mickey Pless - på alle tangenter’ udkommet.
Bogen er skrevet af journalisterne Helle Bertram og David Arnholm.
Den beskriver naturligvis revydirektøren i Nykøbing, men læserne tages også med tilbage i barndommen og ungdommen i Skovlunde, der skildres ganske grundigt.
Mickey Pless havde svært ved det boglige i skolen, fodbold interesserede ham ikke, men i musikken fandt han sit store kald, fra da han som ni-årig satte sig ved stueorglet i familiens lejlighed og med to fingre spillede ’White Christmas’.
Hans forældre og storesøster Anette blev helt stille, og resten er historie, kan man tilføje.
Det skulle være ærligt
Historien om den unikke karriere inden for musik og underholdning foldes ud i bogen, men det gør Mickeys liv som helhed også, både de glade og svære sider af livet.
Læserne får blandt andet indblik hans fars alkoholisme, at Mickey følte sig for ung, da han blev far som 24-årig, skilsmisser og en uønsket abort efter lang tids fertilitetsbehandling med sin nuværende hustru Lone og konflikter med Nykøbing Falster Revyens tidligere ejer og direktør Flemming Krøll.
Hvorfor har du valgt at være så åben om dit privatliv?
»Jeg sagde, at hvis I virkelig vil skrive den bog, så skal det være en ærlig bog i forhold til, hvordan jeg har følt mig, og hvad har jeg været ude for både i mit barndomsliv og også senere i livet, hvor jeg har fået nogle tæsk,« siger han og lægger vægt på, at han mener, at hvis en bog skulle give mening, så skulle både lys- og skyggesider med.
»Hvis den skal være interessant for folk at læse, må de gerne lære mig at kende inde under huden også. Jeg kunne godt bare have fortalt om, hvor fantastisk, det er at spille med Birthe Kjær og alle de andre skønne mennesker, og det er da virkelig sjovt. Men det er vigtigt at have både op- og nedture med for at være ærlig omkring mit liv,« mener han.

Holdt meget af skolen
Skovlunde Bladet møder Mickey Pless i Skovlunde, hvor hans mor fortsat bor.
Hans 24-årige datter Julie bor i Herlev. Dermed er han fortsat i kontakt med barndommens og ungdommens område.
»Jeg var altid glad, jeg var glad for min skole, glad for klubben på Lundebjerg, Skovlunde Byteater, alt det der. Jeg havde det som en fisk i vandet,« siger han og fremhæver, at trods problemerne med de boglige fag i skolen, holdt han meget af at komme der.
Mor er som et anker
Han fulgte sine forældres råd om at have ’noget at falde tilbage på’, og derfor tog han en handelsskoleuddannelse efter folkeskolen. Han har gode minder om læretiden hos den hedengangne virksomhed Rudolph Schmidt A/S i Herlev.
Da han så var 18 år, besluttede han sig for, at han nu blev selvstændig musiker på fuld tid uden at vende det med forældrene.
Meget få vidste, at der hjemme hos den glade dreng i den tilsyneladende harmoniske familie var en far med et alkoholproblem. Mickey Pless vil dog ikke gøre det værre, end det var.
»Det var ikke et åg, som nogle børn har med deres forældre, der er alkoholikere. Jeg havde en superskøn far, når han ikke drak.
Men når han så drak, blev han ikke ondskabsfuld, men han blev godt nok dum at høre på,« siger han og nævner, at faderen kørte ham rundt, da Mickey tog ud at spille, fra han var 11 år. Og der kunne faderen sagtens lade være med at drikke. Mickeys far Harald døde i 2015.
»Og de sidste omkring 20 år af hans liv drak han slet ikke. Han indrømmede at have drukket for meget, også over for folk der ikke kendte ham. Han sagde: ’at jeg har drukket alt for meget i mit liv, så jeg skal ikke have noget mere’.«
Mickey Pless sender samtidig store roser afsted til sin mor Sonja, både for at holde sammen på familien, da han var barn, og for altid at have støttet ham som voksen.
»Jeg havde en mor, der i den grad holdt sammen på det hele derhjemme, og som har været en kæmpe støtte for mig, både da jeg var barn og ung mand og også senere i livet, for eksempel igennem skilsmisser. Hun har bare været der som et anker, som vil gå igennem ild og vand for mig,« lyder det fra ham.
Dans, kor og guitar
Musik og show var ikke helt ukendte elementer hos forældrene, da Mickey fandt denne brændende interesse.
Moderen Sonja havde sunget i kor og danset på højt niveau som ung, og faderen Harald havde været en ferm guitarist.
Musikken fyldte derfor en del i hjemmet, allerede da Mickey satte sig ved orglet.
»Mine forældre har bakket mig meget op. Da jeg skulle have mig et klaver, spurgte de banken, om de kunne låne 40.000 kr. til et nyt køkken, og det kunne de uden at fortælle, at pengene skulle bruges på noget andet. De kunne se, at der var noget ham drengen, der ikke var så god i skolen, kunne.«
Keld og Hilda i Skovlunde
Det ene førte det andet med sig i Mickey Pless’ musikalske karriere. Fra at være selvstændig musiker blev han tilknyttet Ganløse Revyen en lang periode. Her blev han på et tidspunktet nærmest daglig leder som den, der koordinerede og skaffede aftaler med musikere og skuespillere.
Gennem årene samarbejdede han og blev venner og bekendte med mange af de personligheder, han beundrede som barn, blandt andre Birthe Kjær, Dario Campeotto og Keld og Hilda Heick.
Sidstnævnte har også en fortid i Skovlunde, hvor de boede i 1970’erne og 1980’erne. Bogen ’Mickey Pless - På alle tangenter’ beskriver, hvordan Mickey som barn afleverede et kassettebånd hjemme hos Hr. og Fru Heick.
Efter en uges tid fik Keld Heick hørt båndet og var særdeles imponeret over, hvad en knægt på 9-10 år havde afleveret til dem. Han skrev et meget rosende brev tilbage, hvor han blandt andet bekendtgjorde:
»Ligegyldigt hvad du kommer til at beskæftige dig med som voksen, så må du aldrig slippe musikken, for du har et meget stort talent.«
Man må sige, at Mickey fulgte dette råd, og i dag mødes de tre tidligere Skovlunde-borgere privat.
Udover Skovlunde har Mickey og familien Heick også et fælles kendskab til Nykøbing Falster Revyen, hvor Keld og Hilda var direktører i 1990’erne.
Uventet direktør
Direktørtitlen for en revy var noget, som Mickey aldrig havde forestillet sig, at han skulle opnå.
»Jeg havde aldrig set mig selv i en direktørrolle, slet ikke, pludselig blev det bare sådan. Faktisk var det skuespilleren Pernille Schrøder, der blev tilbudt revyen først og hev mig med i det, og det er jeg dybt taknemmelig for,« siger han og forklarer, at han først udelukkende var kapelmester i Nykøbing, og da Pernille Schrøder blev direktør, spurgte hun, om han ville være med.
Bogen beskriver, at hun havde travlt med roller rundt omkring, og derfor gav det til sidst bedst mening, at han overtog direktørtjansen alene i fuld forståelse med hende. Og sådan har det været siden 2019.
Humor mod konflikter
Han understreger dog, at de i virkeligheden er to om direktørjobbet, udover ham selv nemlig også hans kone Lone.
»Jeg elsker det, og jeg elsker at være med til at skabe noget. På papiret er det mig, der er direktør, men jeg kunne ikke gøre det uden hende,« fastslår han og giver hustruen stor kredit for den måde, som revyen er udviklet på.
Livet er både i dur og mol, og i mange også svære situationer, finder Mickey stadig smilet frem, som han også gjorde som barn i Skovlunde.
»Hvis tingene spidser til både professionelt og privat, så prøver jeg at bruge min humor. Jeg hader konflikter, hvis det snerper til, bruger jeg humoren,« fortæller han, inden turen går fra Skovlunde til et besøg hos datteren i Herlev, hvorefter han skal tilbage til revyen i Nykøbing, som havde premiere 18. juni og kører frem til slutningen af august.
Helle Bertram og David Arnholm: ’Mickey Pless - På alle tangenter’. Bertram Kommunikation.
Fakta om Mickey
Mickey Pless er født 15. september 1976, opvokset på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde
Ejer, revydirektør og kapelmester for Nykøbing Falster Revyen
Blandt meget andet kåret til Årets Revykomponist i Danmark i 2007, 2011 og 2018, Årets Revy 2019 og 2022
Gift med Lone Holland Pless siden 2017, far til Julie, født i 2000
Kilde: ’Mickey Pless - På Alle Tangenter’
Der er lukket for kommentarer