Herlev Bladet

S mistede absolut flertal: Tæt samarbejde mellem fire partier i Ballerup

Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten har indgået omfattende aftale om en fælles konstituering i Ballerup Kommune, og Skovlunde-borgeren Jesper Würtzen fortsætter som borgmester de næste fire år.

Gamle socialdemokratiske bastioner som Gladsaxe og København faldt ved dette kommunalvalg.

I Ballerup Kommune, der er en af landets længstvarende S-kommuner, har der uafbrudt været socialdemokratiske sognerådsformænd eller borgmestre siden 1933, og det fortsætter der med at være frem til 2029. Men noget er dog ikke, som det plejer, for første gang i 24 år har partiet ikke absolut flertal, da Socialdemokraterne gik tilbage med over 10 procentpoint og fik lidt over 40 procent af stemmerne, hvilket svarer til 10 mandater ud af 25.

Natten mellem onsdag og torsdag faldt en konstitueringsaftale på plads mellem Socialdemokratiet, SF, de radikale og Enhedslisten, der består af en over to siders aftale om de politiske mål de næste fire år. Aftalen fokuserer blandt andet på velfærd, sundhed, klima, miljø og sund økonomi.

Det bliver anderledes, når der ikke er ét parti, som er i spidsen

Grundigt arbejde

Borgmester og Skovlunde-borger Jesper Würtzen (S) konstaterer, at det er en ny situation, som han dog ser fortrøstningsfuldt på.

»Jeg udtalte inden valget, at vi gerne vil have en konstituering i en rød/grøn retning. Vi har et værdifællesskab, og vi er enige om retningen, og i virkeligheden er det ikke så meget anderledes end tidligere, da vi altid har søgt bredt samarbejde,« siger han.

De fire partier i konstitueringen sidder på 17 mandater, og Jesper Würtzen nævner, at han også gerne ser samarbejdet bredt ud til de øvrige otte mandater på Ballerup Rådhus i dagligdagen i kommunen.

Når han skal give et bud på den socialdemokratiske tilbagegang, nævner han den landspolitiske tendens som årsagen og mener ikke, at det skyldes stigende utilfredshed i Ballerup.

Ballerup var en af de sidste kommuner, hvor borgmesteren blev udpeget. Men det var der intet dramatisk i, at det trak ud til to datoer efter valget, forsikrer Jesper Würtzen.

»Vi gjorde et grundigt stykke arbejde, hvor vi kom i dybden med de forskellige emner, det var et roligt forløb,« siger han.

 

Efterhånden må det være tid at drøfte, hvordan vi mere strategisk forholder os til hvilke events, der tillades, i stedet for at lade tilfældighederne råde, skriver Lars Bach (RV) om Skovlunde Flyveplads i et debatindlæg.
Den radikale Lars Green Bach. Arkivfoto

 

Formand for sundhed

En anden politiker, der er en del af konstitueringsaftalen, er de radikales Lars Green Bach, som også bor i Skovlunde.

»Jeg er ret glad for den retning, som der er blevet lagt, som passer godt med de prioriteter, vi har hos de radikale. Det bliver anderledes, når der ikke er ét parti, som er i spidsen, og det er ret nyt i Ballerup, at der er hele fire partier som en del af en konstitueringsaftale,« siger han.

Sidst Socialdemokratiet ikke havde absolut flertal i Ballerup, var i perioden 1998-2001, og dengang var der et fasttømret samarbejde udelukkende mellem S og SF, hvilket fortsatte efterfølgende. Lars Green Bach forventer, at de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen kan deltage i samarbejdet de næste fire år.

Udover borgmesterposten er der i aftalen ikke sat navne på, hvem der skal være udvalgsformænd, men der er sat partifarver på. Således bliver en SF'er formand for Børne- og Skoleudvalget og Socialudvalget, Radikale Venstre bliver formand for et nyt Sundheds- og Forebyggelsesudvalg, Enhedslisten bliver formand for Uddannelses-, Erhvervs-, og Beskæftigelsesudvalg, og Socialdemokratiet får formandsposten i Ældreudvalget, Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget og Klima- og Miljøudvalget.

Lars Green Bach afslører dog, at hans selv tager den radikale udvalgsformandspost, med den bliver han også Ballerup Kommunes repræsentant i det kommende sundhedsråd Hovedstaden Nord i Region Østdanmark, der omfatter ni kommuner i Københavns omegn, her er Herlev også med.

Ro på Skovlunde

Jesper Würtzen og Lars Green Bach har ikke større fysiske ændringer i Skovlunde i sigte de kommende fire år.

»Nu bliver Bybuen færdig, og så er det meningen, at Skovlunde skal falde til ro efter de mange forandringer, som borgerne skal vænne sig til,« siger Jesper Würtzen, der håber, at de tomme butikslokaler i Skovlunde Bymidte nemmere kan lejes ud af centerejeren, når vejarbejdet omkring bymidten er væk.

Ellers understreger de, at Skovlunde naturligvis omfattet af den retning, som partierne har lagt op til, og Lars Green Bach peger blandt andet på ambitionen om en renere og mere mangfoldig Harrestrup Å, der løber igennem Skovlunde, som en del af retningen på miljøområdet.

Fakta: 

Mandatfordelingen i Ballerup de kommende fire år:

Socialdemokratiet: 10

Radikale Venstre: 2

Konservative Folkeparti: 2

Socialistisk Folkeparti: 3

Liberal Alliance: 2

Dansk Folkeparti: 3

Venstre: 1

Enhedslisten: 2

LÆS OGSÅ: Syv nye ansigter i Herlev Kommunalbestyrelse 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!