Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Sådan fordeler de personlige stemmetal sig: Tilbagegang blandt alle Herlev-kandidater

Fire af de toneangivende folketingskandidater har alle fået færre stemmer end ved sidste valg. Se her hvor mange.

Onsdag aften havde man fået optalt alle de personlige stemmer i forbindelse med folketingsvalget 2022, og resultatet viser en tilbagegang blandt de toneangivende Herlev-kandidater over hele linjen. Også hos det nuværende folketingsmedlem Morten Bødskov, der er den eneste Herlev-kandidat, som er kommet i Folketinget og kan fortsætte fire år mere.

I Københavns Omegns Storkreds fik han samlet 8.489 heraf de 4.407 i Rødovrekredsen. I 2019 var det 8.597 og 4.631 i Rødovrekredsen.

Blandt de tre herlevborgere, som også stillede op i 2019, viser sig også et fald.

LÆS OGSÅ: Færre stemte i Herlev, sådan gik det

I 2019 fik Hanne Bjørn fra de konservative 766 stemmer i storkredsen mod 532 denne gang. Heraf 243 i Rødovrekredsen.

I 2019 fik Mette Qwinten fra Danmarksdemokraterne, som dengang stillede op for DF, 611 af stemmer i storkredsen mod 340 denne gang. Heraf 92 i Rødovrekredsen.

Og Ibrahim Benli fra Enhedslisten, som begge gange stillede op i Københavns Storkreds, fik i 2019 1.587 stemmer mod 1.052 denne gang.

Dog bør nævnes, at både Hanne Bjørn og Mette Qwinten denne gang fik lidt flere stemmer i deres lokale kreds.

Skuffelse og glæde

Herlev Bladet har forsøgt at kontakte kandidaterne, men indtil videre uden hed. Dog skriver blandt andet Morten Bødskov på sin offentlige Facebookprofil:

‘Tak for tilliden! Med 8489 personlige stemmer er jeg genvalgt og repræsenterer fortsat Rødovre, Herlev og Københavns Omegn i Folketinget Det er en stor ære, og jeg glæder mig til arbejdet for vores stolte område. Tak for opbakningen.’
Også Hanne Bjørn er gået til tasterne:
‘Det er en træls dag. De personlige stemmer er talt op – og jeg er langt fra en plads i folketinget for denne gang. Jeg kæmpede – og troede virkelig på, at det kunne lade sig gøre denne gang. Jeg troede på, at de resultater jeg leverede, som suppleant i 2020 – og mine indsatser på handicap og psykiatriområdet ville blive belønnet. Men det gjorde de ikke,’ skriver hun blandt andet og understreger, at hun er skuffet og ked af det, men fortsætter sit arbejde i kommunalbestyrelsen, når hun er kommet sig.

Overordnet set skal den nu tidligere statsminister og valgets store vinder, Mette Frederiksen (S), i gang med at forhandle med de andre partier om, hvordan en ny og fremtidig regering kan komme til at se ud. Om det for eksempel kaster sig endnu en ministerpost af sig til den nu tidligere forsvarsminister Morten Bødskov (S), må tiden vise.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!