
Sæsonen er slut: Farvel til seks Eagles-spillere
Særdeles rutineret ishockeyspiller med syv sæsoner på isen i Herlev stopper karrieren, derudover forlader fem andre også klubben.
Efter store nederlag i de tre første kvartfinaler sluttede Herlev Eagles sæsonen af med ære, da de knebent tabte 1-2 i overtiden hjemme til Herning.
Herlev havde endda pucken i mål til en 2-1-sejr i slutningen af den ordinære tid, men målet blev underkendt, hvilket dommeren efter kampen erkendte var en fejlagtig kendelse. Det skete efter heftige protester fra både spillere, tilskuere og ledere i Herlev og medførte en del omtale i medierne, blandt andet DR, hvor Herlev Eagles' manager og bestyrelsesformand Nicolai Flindt udtalte:
»Herning er mesterskabsfavoritter og favoritter til at vinde serien mod os, men i sport kan alt ske, men den mulighed blev taget fra os. Det er vi meget kede af.«
Magnus vil blive savnet, ikke mindst i omklædningsrummet, hvor han altid har været en humørspreder og en krumtap
54 kampe
Med nederlaget er sæsonen slut for Herlev Eagles. Lidt over et halvt år, som bød på hele 54 kampe i Metal Ligaen, kvartfinaler og Final4. Det vil sige i gennemsnit cirka to kampe om ugen.
Slutningen på en sæson betyder som sædvanlig, at flere spillere stopper. Foreløbig står det klart, at seks spillere har spillet deres sidste kamp for Herlev - i hvert fald i denne omgang.
En spiller som endegyldigt stopper, er et særdeles velkendt navn gennem en længere årrække. Det er Magnus Povlsen, som har meddelt, at han slutter sin aktive karriere.

En humørspreder
Den 30-årige back, som nåede over 500 kampe i ligaen, heraf sammenlagt syv sæsoner i Herlev, bliver far til sommer og har blandt andet derfor fundet tiden rigtig til at prioritere livet uden for hockey, oplyser Herlev Eagles.
Som andre Herlevspillere er han oprindelig fra naboklubben Rødovre.
»Magnus vil blive savnet, ikke mindst i omklædningsrummet, hvor han altid har været en humørspreder og en krumtap. Der er blevet grinet meget af 'Polle' for hans til tider, skøre prioriteringer på isen. Men han har altid været respekteret for hans dedikation og hårde arbejde. Herfra skal der lyde en stor tak for indsatsen og held og lykke fremover,« lyder det det fra manager og bestyrelsesformand, Nicolai Flindt i en pressemeddelelse.
Herlev Eagles oplyser derudover, at Lucas Carlsson, Jason Willms, Jonathan Hintze, Kasper Larsen og Philip Rafnsson. Hvor de fortsætter deres respektive karrierer, er endnu ikke afklaret. Eagles takker også disse spillere for indsatsen.
Der kan meget vel komme flere spillere, der meddeler deres afsked med Herlev den kommende tid, akkurat som Eagles også vil præsentere nye spillere. En del ishockeyspillere er på korttidskontrakter, dermed er der en vis udskiftning mellem sæsonerne.
LÆS OGSÅ: Masser af medaljer i badminton
Der er lukket for kommentarer