Herlev Bladet

Se billeder: Fest for fornyet børnebibliotek

Børneafdelingen på Herlev Bibliotek er gjort mere indbydende for både små og større børn. Udover bøger er natur og dyreliv også i centrum.

»Rapanden Rasmus fra Rinkenæs Sogn,« lyder det fra sangeren Frederik Konradsen, som synger Halfdan Rasmussens klassiker om anden, som bytter plads med en hest i en vogn.

Udover musikken er der et mylder af børn og voksne på Herlev Bibliotek, hvor en ny indretning og udvidelse af børnebiblioteket bliver fejret.

På trods af musikken og de mange mennesker står ni-årige August Minck Hagelund lige foran sangeren fordybet over en bog om tennisspilleren Holger Rune og lader sig ikke påvirke af tumulten omkring ham.

»Jeg kan godt lide at læse tegneserier og bøger om fakta, for eksempel om sport og natur,« siger August om noget af det litteratur, han kan lide at kaste sig over.

»En god bog kan man bare ikke få nok af,« fastslår han.

De større børn har fået deres eget loungeområde med sofaer og spændende bøger

Natur og genbrug

Børneafdelingen på Herlev Bibliotek er blevet opdateret, så børn som August skal finde det endnu mere indbydende at besøge biblioteket og blive der i endnu længere tid.

»Nu har jeg ikke været her så længe, men det ser godt ud, og det ser ud som om, at bøgerne er i en god højde,« vurderer han.

Børneafdelingen er i det bagerste venstre område af biblioteket, og det er indrettet, så det appellerer til børn i alle aldre.

»De helt små har fået deres egen lille skovsø, hvor de trygt kan gå på opdagelse i de første ord og billede. De større børn har fået deres eget loungeområde med sofaer og spændende bøger, hvor der er plads til ro og fordybelse,« lyder det blandt andet i indvielsestalen af formand for kultur- og fritidsudvalget, Michele Møller Amundsen (S).

Hesten som røg

Når bøgerne præsenteres for børnene, skal forsiderne i højere grad frem i lyset, da det ofte er dem, som gør børn nysgerrige i at gå i gang med bøgerne.

Natur og genbrug spiller en stor rolle for biblioteket i indretningen af børneområdet, både når det gælder bøger, men også andre elementer.

»Materialerne er valgt med omtanke, og naturen er trukket ind i rummet også i figurer, legetøj og billedet bagerst i biblioteket er fra Smørmosen i Herlev Nord,« fortæller Michele Møller Amundsen og opfordrer blandt andet de mindre børn til at lede efter Mikkel Ræv, der er en af de figurer af dyr, der kan findes på biblioteket.

Frederik Konradsen har flere sange med dyr og natur med på programmet, en af dem er som sagt 'Rapanden Rasmus', skrevet i 1951, blandt andet med linjen:

»Hesten sad bagved i vognen og røg.«

Og det med at ryge vil man næppe skrive i en børnesang i 2025, bemærker sangeren. På den måde er tekster i bøger og sange en evig rejse og opdagelse i både tid og sted.

LÆS OGSÅ: Børnefestival i byparken

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!