Billeder på væggen og små skulpturer, der står i hjørnet.
Hvis det er det, du forbinder med en kunstudstilling, så må du tro om igen, i tilfælde af du besøger udstillingen ’Intruders’ på Gammelgaard den kommende tid.
Det er skulptøren Bjørn Poulsen, som står bag udstillingen. Han er kendt for såvel store skulpturer frembragt på utraditionelle måder og at lade kropslige og teknologiske dele smelte sammen.
Begge dele kan ses på Herlevs kunstmuseum Gammelgaard i udstillingen, som både kan opleves i hovedbygningen samt i de to sidebygninger.
Der har været forskellige logistiske udfordringer
Massivt plastik i syv meter
I den ene sidebygning kan iagttages en skulptur, der er lavet af blå plastikmaterialer – kælke, spande, baljer og legeudstyr.
»Det udstråler massivitet,« siger Bjørn Poulsen om værket.
Skulpturen er skrå og bevæger sig hele vejen fra gulv til loft på omkring seks-syv meter.
Bjørn Poulsen har forberedt udstillingen gennem et år, og den seneste måned har han bygget den blå plastikfigur og dermed haft Gammelgaard som et form for arbejdsværksted.
»Der har været forskellige logistiske udfordringer. Det er jo ikke bare en lille ting på en sokkel,« bemærker han.
Andre af udstillingsgenstandene var lavet på forhånd, men det krævede også en del planlægning at få disse skulpturer ind.
»Lokalerne er superflotte, og jeg håber, at folk får den oplevelse, at skulpturerne taler til rummene. Nu skal vi bare have folk herud,« siger Bjørn Poulsen, der for første gang i sin lange karriere som kunstner udstiller på Gammelgaard.
Han har ofte som gæst oplevet udstillinger på museet, som han godt kan lide at besøge.

Krop og teknologi
De markante skulpturer, som Bjørn Poulsen udstiller, er vidt forskellige.
Udover den blå figur fra gulv til luft er der blandt andet en gipsskulptur i ovale former, en oppustet figur af lastvognsdæk, en figur som klaustrofobisk presses mod gulvet og elementer i en rundkreds, der ligner dele af menneskets legemer.
»Noget som begynder at nærme sig en krop og så bryder med det,« siger kunstneren selv om den.
Bjørn Poulsen fortæller, at han i sin kunst er fascineret af at lade mennesker møde den teknologiske virkelighed.
»Det er en blanding af krop og teknologi,« siger han og nævner eksempler fra den virkelige verden, der har inspireret ham til kunstværker.
Det kan være levende køer med indbyggede små vinduer eller en metalkonstruktion, der er sat på et menneskes arm, som er kommet slemt til skade.

Techno-pessimist
Nogle kunstnere, som skildrer den moderne teknologi, er begejstrede for den og betegnes som techno-optimister.
Det er Bjørn Poulsen ikke. Han lægger ikke skjul på, at han har en indbygget skepsis over for udviklingen.
»Jeg er på mange måder total pessimist. Vi er løbet ind i nogle store kriser, som nok skal blive værre, før det bliver bedre. Civilisationen, som vi kender den, kan blive svær at opretholde,« siger han om blandt andet klimakrisen og mistrivsel i en teknologisk tid.
Helt uden håb er han dog ikke, og nuancerne, håber han, kan ses i kunstværkerne.
»Vi skal nok komme videre, det er vi altid kommet,« siger han om menneskeheden.
Tilbage til udstillingen så er Gammelgaards leder Pernille Fonnesbech begejstret for at kunne åbne for Bjørn Poulsens værker.
»Det er virkelig interessant og usædvanligt, at det kan lade sig gøre at udstille så store værker. Det gavner, at vi har et så stort hus, som vi har. Bygningen bliver udfordret på en helt anden måde end normalt,« siger hun.
Udstillingen ’Intruders’ åbner lørdag 18. januar klokken 15 og vises til søndag 23. marts.
Fakta: Kort om kunstneren
Bjørn Poulsen er født i 1959 og tog i 1988 sin afgangseksamen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han gik under professorerne Willy Ørskov og Bjørn Nørgaard. Han har udstillet bredt siden midten af 1980’erne og bidraget med en lang række offentlige udsmykninger over hele Danmark.
Kilde: Gammelgaard

LÆS OGSÅ: Da Pernille Fonnesbech tiltrådte som leder af Gammelgaard for snart et år siden
Der er lukket for kommentarer