Se billeder: Med babyer til basketball
Hver onsdag formiddag samles forældre med helt små børn i basketballklubben BMS Herlev i en hal på Skovlunde Skole, Afdeling Rosenlund.
Der er babyer, rullemadrasser, legeudstyr og mødre, hvoraf de fleste er på barsel.
Det kunne ligne aktiviteter for forældre og småbørn, som man kender mange steder fra.
Men der er en væsentlig forskel i forhold til andre lignende steder.
Der er store basketbolde, der ligger på gulvet og er en del af aktiviteterne.
»Der skal være basketball med,« fastslår formand BMS Herlev, Milen Tesfaldet, der har taget initiativ til dette hold, som mødes hver onsdag i Ny Hal på Skovlunde Skole, Afdeling Rosenlund.
Der mangler noget for små børn, der ikke er babysvømning, babysalmesang eller mødreklubber, og mødreklubber er ikke lige mig
Mund-til-mund
Det begyndte sidste år, da Milen selv blev mor.
»Da jeg skulle på barsel, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle. Der mangler noget for små børn, der ikke er babysvømning, babysalmesang eller mødreklubber, og mødreklubber er ikke lige mig. Det er godt at have noget at lave med børnene, når de er blevet lidt større end nyfødte. Så tænkte jeg, at jeg ville starte noget,« fortæller hun.
Som sagt, så gjort. Nu kan man simpelthen gå til basketball i BMS Herlev, når man er helt ned til nul år.
Milen Tesfaldet lægger vægt på, at det sker for et overskueligt beløb for et halvt år, hvor alle kan være med.
Hun fremhæver, at andre aktiviteter for forældre og små børn ofte kan være dyre.
De deltagende melder sig samtidig ind i BMS Herlev for beløbet.
Holdet ’Mini Stars U2’ har kørt hver onsdag siden februar. Milen Tesfaldet har været glad for opbakningen. Der kommer indimellem helt op til 15-20 forældre med deres børn, andre gange er der dog færre, for eksempel når det er tæt på ferie og fridage, og da Skovlunde Bladet er forbi, er der fem mødre med deres børn.
Det begyndte uden den store informationskapagne, men ved at sprede budskabet i basketballklubben og videre fra mund til mund blandt venner, familie og bekendte, henvendte flere håndfulde interesserede forældre sig.
»Jeg har både talt med andre i klubben og også andre, jeg kender, og nogle af de andre, som kom med, talte med andre, som de kender. På den måde er mange begyndt via mund-til-mund-metoden,« siger Milen Tesfaldet, der dog også slog et par opslag op på sociale medier.
Der manglede sådan noget
En af de deltagende mødre er Amanda Møller. Modsat de øvrige tilstedeværende voksne er hun ikke på barsel, men passer sit barn, Frida på lidt over et år, hjemme.
»Det er rart at ses med andre børn, og det er hyggeligt at tale med andre mødre,« siger hun og tilføjer:
»Det er godt med sådan et tilbud for børn som min datter, der ikke går i vuggestue.«
Frida har større søskende, som spiller basketball i BMS Herlev, der indimellem er med om onsdagen, for eksempel mens Skovlunde Bladet er til stede.
»Det er hyggeligt at have store søskende med,« siger Amanda Møller.
Der er en vis fleksibilitet i, hvem der kommer. Selvom holdet hedder U2, må børn over to år, som har små søskende på holdet, gerne blande sig.
»Det er både for børn, inden de kommer i vuggestue, men også for dem der ikke går i vuggestue. Større søskende er også velkomne,« lægger Milen Tesfaldet vægt på.
Halvdelen fra Herlev
BMS Herlev er en klub, der har hjemme i både Skovlunde og Herlev.
Basketball for babyer foregår foreløbig kun i Skovlunde, men Milen Tesfaldet håber at kunne udvide det til nabobyen, hvor hun selv bor.
Omkring halvdelen af medlemmerne til denne aktivitet er fra Herlev og den anden halvdel fra Skovlunde, fortæller hun.
Hun forestiller sig også, at det bliver ændret eller udvidet med en anden ugedag senere.
»Når jeg begynder på arbejde igen, bliver det om lørdagen,« forudser hun.

Rekruttere til BMS Herlev
Udover at hun vil skabe aktiviteter for forældre og små børn, lægger Milen Tesfaldet ikke skjul på, at initiativet også sker for rekruttere børn til BMS Herlev og forældre, som engagerer sig.
»Det er 100 procent også for at få folk knyttet til BMS Herlev. Og der manglede vi lige et tilbud til de helt små. Og så er det altid godt med flere medlemmer i foreningslivet, som bliver en del af fællesskabet,« siger hun.
De små børn kan naturligvis ikke kaste en basketbold mod en kurv endnu, men de kan trille lidt med den store bold mellem de andre aktiviteter, og det bliver gjort.
Kaffe og kage
En ting er det sportslige og bevægelserne hos børn og voksne, en anden ting er det sociale.
For Milen Tesfaldet er det vigtigt med en tidsbegrænsning på selve aktiviteterne. Men betyder langt fra, at det hele er slut, tværtimod.
»Det skal kun være en time, at vi er ude på gulvet. Efterfølgende er der kaffe og kage, det er måske det vigtigste - eller i hvert fald lige så vigtigt,« siger hun med et smil.
Kommer der også fædre med deres børn?
»Der har været to fædre. Det er for alle, fædre er også meget velkomne,« fastslår hun.
Der er lukket for kommentarer