Der var stor gensynsglæde både hos Victoria Kjær Theilvig og hos ejeren af Vivis Danseskole Vivi Siggaard og flere andre på danseskolen, da Victoria gæstede lokalerne på Tornerosevej tirsdag.
21-årige Victoria Kjær Theilvig er tidligere elev på Vivis Danseskole, og i november blev hun ved en finale i Mexico som den første dansker nogensinde kåret til Miss Universe, en international skønhedskonkurrence der har fundet sted i mere end 60 år.
Når man opnår det titel, rejser man det efterfølgende år rundt i verden, og som led i den turné er Victoria i hjemlandet Danmark i en uges tid, og en stor del af tiden opholder hun sig i barndoms- og fødebyen Herlev, og det første sted hun valgte at besøge efter lufthavnen, var Vivis Danseskole.
Jeg synes jo stadig, at hun er min pige, og det er dejligt at få hende hjem
Støtte lokalsporten
Før sin modelkarriere var Victoria Kjær Theilvig en særdeles talentfuld danser og vandt flere medaljer hjem til Herlev, hvilket vi også skrev om i Herlev Bladet. Disse udklip var nogle af dem, som hun var begejstret over at gense på danseskolen.
Hun blev fulgt af ansatte i Miss Universe-organisationen, som filmer hende overalt i verden, også på Tornerosevej.
»Det er så nostalgisk. Jeg måtte bare forbi her, i forbindelse med min ‘homecoming’ er det vigtigt at vise nogle af de steder, som har betydet noget for mig, og det har Vivis Danseskole virkelig,« siger hun. Udover Vivi Siggaard var flere andre voksne fra danseskolen til stede, som kender hende fra tiden på Tornerosevej, og som hun også viste stor gensynsglæde over for.
Victoria Kjær Theilvig er i det hele taget glad for at være tilbage i Herlev og vil udover familien blandt andet også besøge skøjtehallen og se Herlev Eagles spille mod Rungsted på fredag.
»Jeg vil gerne give noget tilbage til lokalsporten, som gør en kæmpe indsats og betyder så meget for mig,« lyder det fra hende.
LÆS OGSÅ: Herlev Bladets interview med Victoria Kjær Theilvig kort efter Miss Universe-sejren
Drøm stort og arbejd hårdt
På Vivis Danseskole mødte Victoria Kjær Theilvig omkring 10 piger, der går til dans hos Vivi, akkurat som hun selv gjorde engang.
Når hun skal give et råd til dem og andre børn og unge, er det:
»Drøm stort, alt er opnåeligt, så længe man arbejder hårdt for det.«
Det er anden gang, at Victoria Kjær Thelvig er hjemme i Danmark og Herlev, siden hun blev kåret til Miss Universe. I første omgang var det nogle dage henover julen, hvor det skete i stilhed og uden store arrangementer, da hun blandt andet skulle rydde sin lejlighed.
Holland og Asien
Familien havde taget imod hende i lufthavnen tirsdag, og moderen Pernille Kjær Olsen, den ene lillesøster Mathilde samt Victorias elskede hund Alvin var med på Vivis Danseskole.
»Det er da lidt mærkeligt, at ens datter er Miss Universe, men jeg tænker i virkeligheden ikke så meget over det, jeg synes jo stadig, at hun er min pige, og det er dejligt at få hende hjem,« siger Pernille Kjær Olsen, som bor i det nordlige Herlev med Victorias to lillesøstre. Faderen bor i Kagsåkvarteret i Gladsaxe Kommune lige på kanten til Herlev.
Victoria Kjær Theilvig gik som barn på den kristne friskole Thomasskolen i Skovlunde, tæt på grænsen til Herlev, og hun blev konfirmeret i Lindehøj Kirke i 2018.
Inden hun kom til Danmark, havde hun lige været i Holland, og i næste uge går turen til Asien på verdensturnéen.
Der er lukket for kommentarer