Det kan godt være, at faren for at glide og falde på isen er forsvundet på gader og stræder, men gudskelov ikke i Herlev Skøjtehal. Her skulle der tværtimod glides og skøjtes på livet løs, da Herlev Idrætsforenings Kunstskøjteafdeling (HIKU) i weekenden var vært for Copenhagen Solo Ice Dance International – CoSIDI 2026. En international kunstskøjte-konkurrence, hvor solo isdansere får en unik mulighed for at måle sig med hinanden og vise publikum, hvad de kan.
Hele 62 solodansere fra 12 forskellige lande lagde vejen forbi Herlev, hvorfor der ventede de fremmødte herlevborgere og andre et potpourri af vovede moves, trin og dristige drejninger på højt niveau.
LÆS MERE: Internationale top solo-isdansere i Herlev
Herlev-dansere markerede sig
Fra Danmark deltog 22, hvoraf flere fra Herlev, og derudover talte deltagerlisten også Storbritannien, Sverige, Polen, Tyskland, Letland, Italien, Australien, Bulgarien, Finland, Slovakiet og Frankrig.
Bedste Herlev-resultat i 'Junior International' stod den regerende Danmarksmester, Cecilie Adele Theisen, for med en 12. plads ud af 17.
Herlev satte også tydelige aftryk i OPEN-kategorierne, hvor Noora Nasrin Asad Jimale sikrede sig en 2. plads i Advanced Novice OPEN, og Flora Schmidt og Vilje Isberg opnåede henholdsvis en 3. og en 4. plads i Basic Novice OPEN.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at alle podiepladserne modtog Lego-blomster, hvilket især de udenlandske deltagere satte pris på, da friske blomster ikke må medbringes ud af landet.







































































































Der er lukket for kommentarer