Se gymnastik-billeder: Børn er aktive og svævende i ferien
Blandt sommerferieaktiviterne i Herlev Kommune er der i denne uge idrætsgymnastik for de 6-12 årige, som både boltrer sig med blandt andet ringe, barrer og bom.
»Jeg gik op af et højt bjerg i Sverige, så fandt vi ud af, at jeg skulle gå til idrætsgymnastik,« fortæller seks-årige Harald, som er en af de børn, der i denne uge bruger sin sommerferie på at møde i skole, i idrætshallen på Kildegårdskolen Øst, vel at mærke for at dyrke idrætsgymnastik.
Det er en af de aktiviter, som Herlev Kommune i samarbejde med de lokale foreninger udbyder for børn i sommerferien.
»Jeg kan godt lide at bevæge mig, og så opdagede min mor, at jeg kunne gå til idrætsgymnastik i ferien. Det er ret sjovt, og der er meget forskelligt at prøve,« siger syv-årige Erika.
Jeg elsker at bevæge mig, og det er sjovt at prøve de forskellige ting
Dygtige og motiverede børn
Det er den lokale gymnastikforening GHG Herlev, som arrangerer ugen, og de 20, som der var plads til på holdet, meldte sig til i løbet af fem minutter, så der var hurtigt udsolgt, oplyser klubbens folk.
Som så mange gange før er foreningens formand Anni Jensen en af de tre voksne, som træner og guider børnene. Det er ikke mange af deltagerne, som går til gymnastik i forvejen, langt hovedparten kommer udefra.
»De griber det fint an, og de er dygtige, de er meget motiverede, når de er her,« siger hun både om årets hold og sådan set også de tidligere, som hun har oplevet gennem årene.
Hun oplever dog som regel også, at der falder et par børn fra i begyndelsen af en uge, og et par andre børn skal der nogengange holdes ekstra øje med.
»Der er som regel en eller to, som er lidt udfordrede, men det skal der også være plads til. Men det er der ikke i år,« siger Anni Jensen.
Atletik og dans venter
Idrætsgymnastik, som er på programmet på Kildegårdskolen Øst, er i virkeligheden et andet ord for redskabsgymnastik og dækker over gymnastik med redskaber som ringe, barrer og bomme og dækker over mange forskellige udfordringer.
Ni-årige Sif går til en anden gymnastikdisciplin til daglig og ville derfor gerne prøve noget andet i ferien.
»Jeg går til springgymnastik, og derfor ville jeg gerne prøve idrætsgymnastik. Jeg elsker at bevæge mig, og det er sjovt at prøve de forskellige ting her,« siger hun. Udover gymnastikken er det også tid til at hygge sig og spille bold i løbet af dagene.
Det koster 100 kroner at deltage i Herlev Kommunes sommeraktiviteter. I næste uge er der dans og atletik på programmet, der venteliste til sidstnævnte og fortsat pladser på danseholdet.
LÆS OGSÅ: Stort kunstprojekt skal sætte Herlev Gymnasium på landkortet








Der er lukket for kommentarer