Clara på ni år hører en sang i radioen.
»E-mol. A7,« siger hun.
Kort efter spiller hun den selv på sin ukulele.
Hun går til tre instrumenter på Herlev Musikskole – ukulele, klaver og cello – men i praksis spiller hun langt flere.
»Violin, blokfløjte, klarinet, tværfløjter, guitar, el-guitar harpe og trommer, og så synger jeg også i kor,« fortæller hun.
Hun lærer nye instrumenter hurtigt – ofte ved bare at høre dem spillet.
Når jeg først går i gang med at spille, falder min krop til ro
Musikalsk familie
Clara Arnaa Weiss er en del af en musikalsk familie i en villa tæt på Hospitalsparken, begge forældre synger og spiller instrumenter og synger blandt andet kor i Herlev Musical og Teater.
Moderen Josefine Arnaa fortæller, at faderen Martin akkurat som Clara spiller nemt på flere instrumenter. Og Claras storesøster Silje spiller violin og synger.
Clara har altid haft en særlig forbindelse til musik, det har også kunnet gøre hende trist.
Som helt lille blev hun ked af, når der blev spillet eller sunget i mol, når hun skulle sove.
»Så når Martin kørte i barnevogn med hende, lød der ’Thunderstruck’,« siger Josefine Arnaa med henvisning til det hæsblæsende ACDC-rocknummer.
Allerede som helt lille kunne Clara holde flere rytmer på én gang, og da hun begyndte at interessere sig for instrumenter, gik det hurtigt. Hun er i det hele taget hurtig til at tilegne sig kundskaber, Clara lærte sig selv at læse som tre-årig.
Guitar var for stor
Da hun gik i første klasse på Kildegårdskolen, var der musikværksted, som eleverne kunne melde sig til. Her blev hun for alvor forelsket i instrumentet ukulele.
»Jeg synes, det var et meget sjovt instrument. Jeg havde prøvet guitar før, og det var alt for stort. Og så fandt jeg et lille instrument i en lille udgave, og så kunne bare ikke lade være med at spille på den,« fortæller hun.
Hun var egentlig for lille til at begynde på musikskolen, men hun fik dispensation, da de simpelthen kunne se, at hun lærte instrumenter så hurtigt, fortæller Josefine Arnaa.
Clara Arnaa Weiss begyndte med ukulele på musikskolen, og det bredte sig hurtigt.
Hun er rykket hurtigt frem og spiller i dag sammen med børn, der er flere år ældre end hende selv. Hun komponerer også sine egne sange.
Clara Arnaa Weiss er endvidere med i talentlinje på klaver, og derfor spiller hun i en kammertrio med andre talentelever. De andre spiller klarinet og violin.
Musikalsk er hun vild med nærmest alle genrer og kan både spille rock, klassisk , pop og country.
Se og hør Clara spille ukulele her
Musik giver ro
For Clara er musikken også et frirum.
Hun har ADHD og autisme, og især lyde og uro kan være svære at sortere i løbet af en almindelig skoledag. Når mange taler på én gang, eller der er bevægelse omkring hende, kan det blive overvældende.
Men når hun sætter sig ved et instrument, ændrer det sig.
»Når jeg først går i gang med at spille, så falder min krop til ro, Når jeg spiller musik kan jeg rigtig bruge min hjerne, og det slapper jeg af ved,« forklarer hun.
Det er ikke kun roen, Clara finder i musikken.
Det er også her, det bliver lettere at være sammen med andre.
Hun kan have svært ved at aflæse de andre børn i skolen, forklarer hun. Men når de spiller eller synger sammen, giver det mening.
»På musikskolen kan man være præcis som man er,« siger hun og fortæller også, at hun i sin folkeskole får lov til at spille ukulele eller klaver til musiktimerne eller skolens morgensang.
»Det kan jeg også godt lide, for når jeg sidder ved mit instrument, lægger jeg ikke lige så meget mærke til alle dem, der er omkring mig og alle de lyde, de laver.«
Josefine Arnaa er særdeles begejstret for fritidstilbuddet til hendes datter på musikskolen, og hun nævner også, at der er et godt samarbejde med skolen.
»Jeg elsker musikskolen,« fastslår Carla og fremhæver, at hun godt kan lide de mange koncerter i musikskolen og at spille og synge sammen med andre.
Ønske om banjo
Der er et godt stykke tid, til Clara bliver voksen, og hun har ingen konkrete planer endnu om, hvad hun vil være, hun har dog svært ved at forestille sig, at hun ikke skal beskæftige sig med musik, og udover alt det hun kan i forvejen, så er der altid noget nyt, hun kan lære.
Lige nu står en særlig lyd højt på ønskelisten: en banjo – gerne med irsk klang. Hun er også interesseret i at lære mere om musikkens historie og komponister og læser bøger om musik, når hun ikke spiller det.
Og hvis hun skal give et råd videre til andre børn, er hun ikke i tvivl: Man skal vælge et instrument, man godt kan lide. Og så skal man blive ved.
»Musikken har sit eget sprog,« siger hun og tilføjer:
»Man skal mærke musikken, og hvis man gerne vil være god til at spille, er det også vigtigt, at man tror på sig selv og aldrig giver op.«
Søster er dygtig
For Clara er det vigtigt at få sagt, at hun ikke er den eneste i familien, som er god til musik. Hun mener ikke, at hun skal tage al opmærksomheden.
Clara har én ting, hun gerne vil have med: Hendes storesøster Silje på 13 år.
»Hun spiller violin og synger virkelig smukt, og hun lærer mig noget, både med sangen og violinen,« siger Clara.
LÆS OGSÅ: Carl Nielsens fynske barndom
Der er lukket for kommentarer