Årets sportsfotograf 2022, hæder og guld i dansk konkurrence i år, hvor det også er blevet til fornem hæder i international konkurrence.
Det handler om sport, når det gælder disse præstationer af Herlev-borgeren Michael Barrett Boesen, og så alligevel ikke. Det er som fotograf, han har modtaget priserne og hæderen.
Michael Barrett Boesen er fotograf gennem mere end 25 år, og sport er hans foretrukne disciplin.
»Det jeg elsker allermest er sport. Det er op til mig at fange de rigtige øjeblikke, når det sker, og jeg elsker det spontane i at fange det uventede. Det er virkelig spændende,« siger han og tilføjer:
»Der kan også tages gode billeder i naturen og af dyr, der har jeg bare ikke samme tålmodighed, når det for eksempel gælder om at vente på det rette lysindfald. I sport er man sikker på, at der sker noget.«
Jeg er tændt på konkurrencer og projekter og på at sætte mig et aftryk, hvor man stadig ser på nogle af mine billeder efter 10 år,
Brudepar og vielsesring
Selvom Michael Barrett Boesen foretrækker at tage billeder af det spontane og uventede, tager han også for eksempel bryllupsbilleder, her forsøger han dog også at få spontanitet ind i billedet, og for nylig nåede han langt i en konkurrence med et billede af et brudepar, der bliver spejlet i vielsesringen.
Michael Barrett Boesen er begyndt at modtage priser og hæder på et tidspunkt, hvor han endnu mere end tidligere er sin egen herre som fotograf. Han bestemmer i det store hele selv, hvor meget han tager ud til og har fået mod på at deltage i fotokonkurrencer.
»Jeg havde ikke deltaget i noget i 12 år, men så blev jeg opfordret til at sende et billede ind til ’Årets Sportsfoto i 2022, og så vandt jeg, og det satte gang i det hele,« fortæller han.

Fotoglæde hos far
Michael Barrett Boesen er ikke uddannet fotograf og har aldrig haft det som fuldtidsbeskæftigelse.
Begejstringen for foto har han dog haft med sig hele livet. Han er vokset op i Albertslund med en far, der altid havde et kamera ved hånden.
Faderen Preben Otto Christian Boesen havde blandt andet taget billeder under anden verdenskrig og befrielsen, og da Michael var barn, rykkede han altid ud, når der var en udrykning og leverede efterfølgende billederne gratis til Falck. Og faderen tog også sportsbilleder af sønnen, der gik til stort set alle sportsgrene gennem barndommen.
Fotoglæden fandt vej til næste generation, og Michael Barrett Boesen begyndte selv at tage billeder på hobbyplan af blandt andet naturen, landskaber, dyr og motiver fra ferier.
Han uddannede sig inden for shipping i A-P. Møller-koncernen, noget han med egne ord aldrig har brugt. Så fik han arbejde på den dengang nye kasino i København, hvor han var i otte år.
Sideløbende med jobbet på kasinoet søgte han i 1999 en stilling som sommerferieafløser på den daværende ugeavis Lokalposten, som udkom i Lyngby-Taarbæk, Bagsværd og Søllerød kommuner og i øvrigt var ejet af den kendte Herlev-erhvervsmand Kai Dige Bach.
Michael Barrett Boesen fik sommertjansen, og på sin første arbejdsweekend fotograferede han både kajakroning og sejlads. Billederne skulle fremkaldes i Lyngby Billedcenter ved Lyngby Station.
»Jeg gik helt amok og fremkaldte otte film, og da avisen fik billederne, sagde de til mig: ’Bare slap af, vi skal kun bruge to-tre billeder’,« fortæller han med et smil, og resten af sommeren tog han billeder af blandt andet nye butikker, restauranter og is.
Begge parter blev glade for samarbejdet, og Michael Barrett Boesen fortsatte som ferievikar og afløser for Lokalposten de efterfølgende to år.

Tilknyttet FC Nordsjælland
Selvom hans fotografering altid har været supplement til det faste job, har hans hverdag siden dog ofte haft med medieproduktion og ind imellem også foto at gøre siden 1999.
I begyndelsen var han ansat i et reklamefotostudie i Mileparken i Skovlunde, lige ved grænsen til Herlev, noget han lærte meget af. Siden 2001 har han arbejdet for Techmedia, både som grafiker og nu også som it-chef og sideløbende også som fotograf.
I løbet af 00’erne blev han tilknyttet det daværende Polfoto og tog især billeder af sport og underholdningsbegivenheder, samtidig blev han også fast fotograf for Virum/Sorgenfri Håndbold og Lyngby Boldklub, som imidlertid gik konkurs. Siden hen var han tilknyttet fodboldklubben FC Nordsjælland i 13 år, indtil klubben opsagde den aftale i 2020. Nu leverer han billeder til blandt andet Scanpix og flere udenlandske bureauer.
Han har også haft kameraet med i skøjtehallen i Herlev til Eagles’ ishockeykampe gennem et par år, da han fotograferede for Metal Ligaen. Og det kan være, at man snart kan se ham der igen, det er jo ikke langt fra hjemmet.
Han forsøgte at deltage i fotokonkurrencer i 00’erne, men fik ingen respons og droppede det derfor i mange år, indtil han blev opfordret til at deltage i Årets Sportsfoto 2022. Det vandt han med et motiv af landsholdsangriberen Kasper Dolberg i en nærmest balletagtig bevægelse, og siden er det gået slag i slag for hans fotopriser.
»Jeg kan da godt ærgre mig over, at jeg ikke havde den optur, da jeg var i 30’erne,« siger Michael Barrett Boesen, som nu er 56 år.

Sætte aftryk
Samtidig med at han har opnået hæder de senere år, er priser på salg af billeder gennem bureauer faldet, så for Michael Barrett Boesen er det ikke nødvendigvis for pengenes skyld, at han fotograferer.
»Jeg er tændt på konkurrencer og projekter og på at sætte mig et aftryk, hvor man stadig ser på nogle af mine billeder efter 10 år,« siger han og fortæller, at han har en udstilling og en digital samling af sine billeder i tankerne.
Michael Barrett Boesen bor sammen med sin kone og deres hund i Nørrevang-bebyggelsen nord for Herlev Huse i det forholdsvis nye byggeri.
Her har de boet i syv år til december, inden da boede han i mange år i Gladsaxe Kommune.
Han har en voksen datter, og hustruen har to voksne børn.

Fakta: Et udvalg af priser
Siden 2023 har Michael Barrett Boesen opnået flere priser og hæder i både ind- og udland. Det begyndte med han vandt til den traditionsrige kåring for ’Årets sportsfoto’ for 2022. I 2025 har han blandt andet vundet en guldmedalje i Dansk Fotografisk Forenings konkurrrence for billedet af German Onugha i et saksespark - et motiv som fik ’special merit’ i World Sports Photography Awards
Kilde: www.boesenfoto.dk
LÆS OGSÅ: Herlev for første gang nogensinde i DM-finalen i denne sport
Der er lukket for kommentarer