Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

September: Herlev Bordtennis’ eliteafdeling har aldrig stået stærkere

Efter en forrygende sæson med flere oprykninger har Herlev Bordtennis for første gang nogensinde fire hold med i danmarksturneringen, og blandt andet derfor bliver eliteafdelingen nu kåret til månedens sportsprofil.

Hårdt arbejde og stor dedikation giver pote for Herlev Bordtennis’ eliteafdeling, der for første gang nogensinde har fire hold med i Danmarksturneringen. Og nu også får den ære at blive kåret til månedens sportsprofil for september.

Begge ting glæder 40-årige Stefan Holm Alhqvist, der sidder i klubbens bestyrelsen, og som også er holdleder på tredjeholdet, sig over. 

»Det viser selvfølgelig noget om, at vi har en klub med mange dygtige spillere og en stor bredde,« siger han.

LÆS OGSÅ: Risici har lavet aftale med ny ejer

Da sæsonen 2021/2022 gik i gang, havde Herlev Bordtennis kun to hold i Danmarksturneringen –  et hold i bordtennisligaen, der er den bedste række i Danmark,  og et hold i 2. division, der er den tredje bedste række. 

Derudover spillede tredjeholdet i danmarksserien, der er den fjerde bedste række i dansk bordtennis. 

Mål om oprykning

Når Stefan Holm Alhqvist udtager sig selv, spiller hand på tredjeholdet, der i sidste sæson havde et mål om at rykke op i 3. division. 

»Det var både i forhold til vores egne ambitioner, fordi vi mente, at vi var gode nok, og fordi vi gerne vil have, at vores elitedel af klubben kunne være lidt mere samlet,« siger han og tilføjer: 

 »Vi kan udfordre hinanden bedre, hvis vi niveaumæssigt også er tættere på hinanden,« siger han. 

Tredjeholdet blev placeret i toppen af danmarksserien, og skulle derfor spille kvalifikationsspil om at rykke op i tredje division.  

»Og det vandt vi så, og har så fra den her sæson (sæson 2022/2023, red.) skulle spille i 3. division,« fortæller han. 

Vi kan udfordre hinanden bedre, hvis vi niveaumæssigt også er tættere på hinanden

Også andetholdet, der spillede i 2. divsion i sæsonen 2021/2022 vandt deres kvalifikationsspil og rykkede op i 1. divsion. 

LÆS OGSÅ: Årets musical på Kildegårdskolen havde et vigtigt budskab

Det betyder, at Herlev Bordtennis’ eliteafdeling i den nye sæson, der startede 10. september 2022 og løber indtil april 2023, består af et hold i bordtennisligaen, et hold i 1. division og et hold i 3. division, da to af klubbens herrehold rykkede op i sæsonen 2021/2022. 

Derudover har eliteafdelingen fået et fjerde medlem i form af et rent damehold i 1. division, der er den næstbedste række for damer. 

Hjælper hinanden på tværs

For Stefan Holm Alhqvist er det positivt for klubben, at de nu har tre herrehold og et damehold i danmarksturneringen. 

»Vi kan bedre hjælpe hinanden, hvis der er behov for det. Vores trupper er ikke uendelige store, så hvis der er sygdom eller skader, så er der behov for, at vi hjælper hinanden på holdene, så godt som vi nu kan med de regler, der også eksisterer,« siger han og tilføjer: 

»Hvis man til dagligt spiller tættere på hinanden niveaumæssigt, så er der også større chance for, at der ikke er lige så stort et spring, hvis man skal op og hjælpe et hold, der ligger en række over én selv,« siger han. 

Vores trupper er ikke uendelige store, så hvis der er sygdom eller skader, så er der behov for, at vi hjælper hinanden på holdende, så godt som vi nu kan med de regler, der også eksisterer

Ifølge Stefan Holm Alhqvist er Herlev Bordtennis en klub, hvor det sociale sammenhold vægtes højt, og hvor alle er velkommen. 

»Man kerer sig om hinanden, og der er plads til både høj som lav, god som mindre god,« siger han. 

Fællesskabet trækker

Og netop det gode fællesskab i klubben er også det, som 43-årige Sabine Borre Larsen, der spiller på 3.divisons-holdet, fremhæver.

»Vi har et godt fællesskab, og det er hyggeligt. Det er en god klub at komme i,« siger hun. 

Hun har spillet bordtennis siden hun var helt lille, men har af flere omgange holdt pauser med sporten. 

I 1993 blev hun danmarksmester som den yngste senior i Danmark, og har også tidligere været på både ungdomslandsholdet og seniorlandsholdet. 

Vi har et godt fællesskab, og det er hyggeligt. Det er en god klub at komme i

»Jeg blev udråbt til det helt store talent. Det er også derfor, at jeg har holdt nogle pauser. Det blev lidt for meget,« siger hun og tilføjer: 

»Nu spiller jeg mere, fordi jeg synes, det er sjovt og hyggeligt. Men samtidig går jeg selvfølgelig også op i det, når jeg står ved bordet,« siger hun. 

LÆS OGSÅ: Ny trafikal udfordring på Engløbet

Sabine Borre Larsen har spillet i  Herlev Bordtennisklub i omkring fire år, hvor hun spiller sammen med herrerne på tredjeholdet, der rykkede op i 3. division.

»Jeg har ikke spillet så højt oppe før for herre. Normalt har det været for damer, men jeg synes, det er en sjov udfordring. Målet er også bare, at vi bliver i rækken og ikke rykker ned igen,« siger hun.  

Både Stefan Holm Alhqvist og Sabine Borre Larsen er glade for, at Herlev Bordtennis’ eliteafdeling har haft så god en sæson, og at klubben nu har fire hold med i danmarksturneringen. 

»Det gør jo også bare, at man har lyst til at give den en ekstra skalle. Det motiverer jo helt vildt, at det går godt,« siger Sabine Borre Larsen.

Fakta: Herlev Bordtennis’ eliteafdeling 

Bordtennisligaen:

  • Thor B. Christensen
  • Fredrik Cöster
  • Angel Ayuso Serra
  • Jesper Hedlund
  • Henrik Johansson 

2. division, som rykkede op i 1. division:

  • Frank Gyldskov-Redke
  • Kenneth Nielsen
  • Dennis Dyhr Rasmussen
  • Raif Rustemnovski
  • Ole Juelstorp

Østserieholdet, som rykkede op i 3. division:

  • Sabine Borre Larsen
  • Stefan Ahlquist
  • Christian Bøkhøj Schandel
  • Dan Svendsen
  • Søren Eriksen
  • Peter Smidt
  • Philip Puls
  • Flemming Simonsen
  • Bave Rustom
  • Per Nielsen

I sæsonen 2022/2023 har Herlev Bordtennis’ eliteafdelingen også et rent damehold med i 1. division. 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!