
Skole fra Herlev imponerer igen: Guld til fjerde klasse
4.C. fra Lindehøjskolen vandt den landsdækkende Skole OL-finale for deres klassetrin.
De foregående tre år var Lindehøjskolen den mest vindende skole til det landsdækkende Skole OL. Og de flotte takter varer ved til dette års turnering, som bliver afviklet i Sundby på Amager.
4.C. fra Lindehøjskolen vandt nemlig tirsdag guld foran alle de andre omkring 30-40 finalister i den landsdækkende turnering.
Stig Fog, holdleder i børneafdelingen i Herlev Løbe- og Atletikklub, roser skolen for dens indsats.
»De har trænet flittigt, både i idrætstimerne på skolen, men også hos os i atletikklubben,« siger han og fremhæver dette samarbejde mellem folkeskole og foreningsliv, hvor atletikklubbens trænere hjælper skoleleverne med at forbedre sig.
Han nævner, at lærerne på Lindehøjskolen har et stort engagement i træningen. Nu håber han at se flere af eleverne i Herlev Løbe- og Atletikklub efter sommerferien og konstaterer samtidig, at det under alle omstændigheder er en god fællesskabsoplevelse at vinde medaljer sammen i en klasse.
Skole OL varer frem til fredag, så der er mulighed for, at flere klasser fra Herlev, blandt andet fra Lindehøj, henter flere medaljer hjem til 2730. Klasserne i Herlev kvalificerede sig gennem et indledende stævne på Herlev Atletikstadion.
LÆS OGSÅ: Medaljer i dans i tre generationer
Der er lukket for kommentarer