Manden bag Danmarks første Fit First-klasse, Bjørn Møller, fra Herlev Byskole afdeling Eng er kommet i finalen i konkurrencen om at blive 'Danmarks Sejeste Idrætslærer' som en ud af blot fem på landsplan. Det oplyser DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt, som står for konkurrencen og tilføjer, at det samtidig sker i et år, hvor man har fået rekord mange indstillinger - 677 fra 71 forskellige kommuner.
Nadia Arab, hans kollega gennem 15 år, er en af dem, der har indstillet ham (han har nemlig fået flere indstillinger), og udover Fit First, som kort fortalt handler om at vise, at motion og bevægelse er godt for indlæring og trivsel i skolen, er der også andre grunde til at pege på ham, mener hun.
en kollega, som er så passioneret omkring bevægelse og idræt. Han bruger sine pauser og går ned med Fit First-klassen og laver aktiviteter med alle indskolingsbørnene
»Jeg har jo en kollega, som er så passioneret omkring bevægelse og idræt. Han bruger sine pauser og går ned med Fit First-klassen og laver aktiviteter med alle indskolingsbørnene. Han hjælper kollegaer, hvis vi gerne vil lave aktiviteter i klassen. Det er jo noget, han virkelig brænder for. For eksempel julebold, som er vores afslutning inden juleferien. For ham handler sport også meget om, hvad det kan gøre for din fysik og mentalt i forhold til trivsel,« fortæller hun, der mener, at Bjørn Møller er en ildsjæl, der arbejder på at gøre folkeskolen til et bedre sted.
Alle kan stemme frem til og med 22. januar her.
Stolt og rørt
Det er Mille Munk Bjerre Lepine og Milo Alec Hartvig fra 8.b, som er Bjørn Møllers Fit First-klasse, enige i.
»Han laver sådan nogle gode ting med vores klasse og giver støtte til klassen, hvis man har det svært,« forklarer Mille Munk Bjerre Lepine på 14 år.
»Og så er han er god til at finde på alle mulige aktiviteter, som gør, at vi får glæde og motivation til selv at træne. Han er en god lærer, fordi han er der altid for en, han hjælper rigtig meget, også i matematik og dansk for eksempel,« tilføjer Milo Alec Hartvig.
Selv er Bjørn Møller, der har været lærer på skolen i 21 år, glad for anerkendelsen.
Jeg tror, vi kan nå ind på Christiansborg, som har været målet hele tiden, og få dem til at kigge mere seriøst på det her med at skrue op for bevægelse i skolen i stedet for ned
»Det er jo det, der er så rørende, og som jeg bliver så mega stolt over. Det her med at både mine kollegaer synes, at det vi gør er rigtig godt, men også at forældrene lægger mærke til det derhjemme, og børnene kommer og fortæller det. Altså jeg ved jo godt, at eleverne er rigtig glade for at bevæge sig, og at vi har nogle gode timer, men at mine kollegaer og forældre har overskud til at lave sådan en indstilling i en travl hverdag, det bliver jeg utrolig stolt over,« lyder det fra idrætslæreren, der sammen med SDU, DIF og Team Danmark har fået sat Fit First-konceptet på landkortet.
Et koncept, som blandt andet takket være resultater fra hans elever er blevet evidensbaseret. Det vil sige, at man nu kan dokumentere, at det gavner elevernes trivsel at blande motion og bevægelse med det faglige i skoletiden.
Faktisk er Fit First godt på vej ud over landegrænserne også, fortæller Bjørn Møller. For snart skal han afsted til Tyskland for at fortælle en tysk skole om konceptet, som SDU også har præsenteret for samarbejds-universiteter i New Zealand og Australien.
Artiklen fortsætter under billedet.

Et særlig bånd
Men hvorfor gå den ekstra mil som folkeskolelærer? Er der ikke nok at se til?
»Fordi jeg selv synes, det er sjovt, og det gør en forskel for ungerne. Det her med, at vi starter på et eller andet og det her med at sved skaber fællesskaber. Det kan man jo se. Det er jo ikke kun eleverne, det gælder for, men det gælder også elever og lærere imellem. Jeg tror, jeg er tættere på dem her, end jeg har været på nogen af mine klasser i mine 21 år som skolelærer. De kommer til mig med private ting også, og det er jeg jo rigtig glad for, den tillid, de viser. Når man sveder sammen, så skaber man en helt særlig bånd,« påpeger Bjørn Møller, der drømmer om, at Fit First bliver udbredt til hele landet.
»Jeg tror, vi kan nå ind på Christiansborg, som har været målet hele tiden, og få dem til at kigge mere seriøst på det her med at skrue op for bevægelse i skolen i stedet for ned, som de har gjort. Det har jo hele tiden været det, der er målet for at vise, at det her er noget, vi kan gøre for de unge,« vurderer han, der også ser Fit First som en løftestang til lignende koncepter for andre fag i folkeskolen.
LÆS MERE: Danmarks første Fit First-årgang ét år efter
»Det, vi kan se med den her klasse, er, at de har selv valgt at være her, og så tager de også et meget større ansvar for deres egen læring. Så vi skal måske også prøve at kigge lidt mere bredere på det og sige, hvad med alle dem, der elsker naturvidenskab? Hvad med alle dem, der elsker at fordybe sig i kulturelle emner? Måske vi kan lave et skoletilbud, hvor man har to til tre timer mere med det fag, ligesom de har med træningen,« lyder det fra Bjørn Møller.
Prisen 'Årets Sejeste Idrætslærer' gives ifølge DIF Skole OL til den idrætslærer eller det idrætslærerteam, som mestrer at gøre idrætsfaget til et fag, hvor fællesskabet er i højsædet, og hvor alle elever inkluderes i bevægelsesfællesskabet.
FAKTA:
Arrangeres af DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt for at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og understrege, hvor vigtig idræt og bevægelse er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling.
Danmarks Sejeste Idrætslærer eller idrætslærerteam vinder 25.000 kr. fra A-Sport til brug på nye redskaber og udstyr til idrætsundervisningen på skolen. Vinderen vinder også gavekort til kurser til alle idrætslærere på skolen fra Dansk Skoleidræt. Og fejres ved en stor hyldest på skolen.
Startede i 2019.

Der er lukket for kommentarer