Herlev Bladet

Skuffelse over aflysning af arrangement for udsendte

En veteran og tidligere udsendt soldat mener, at Herlev Kommunes håndtering af flagdagen har været så dårlig, at det kan se ud som om, at man nedprioriterer de udsendte. Kommunen undersøger, om man kan gøre noget anderledes.

Lørdag 5. september havde Herlev Kommune vanen tro hejst Dannebrog i anledning af flagdagen for Danmarks udsendte - tidligere som nuværende. Der skulle vanen tro også have været et arrangement for at hylde de omkring 140 veteraner, som ifølge Veterancentret er registreret i Herlev, men det blev aflyst, og det skuffer Cliff Madsen, der netop er tidligere udsendt og har været i Forsvaret i over 20 år.

»Jeg synes, at man skal følge den tale, som borgmesteren holdt sidste år, hvor han gjorde opmærksom på, at man gerne ville det her. At man så slet ikke sender nogen invitation ud af nogen art, og så senere sender en rykker for tilbagemelding, det er lidt at pisse på os. Så hellere melde ud og sige: 'Det gider vi ikke, eller 'vi har glemt det',« mener den 43-årige veteran, der både på baggrund af sidste års arrangement og episoden i år synes, det indikerer, at man nedprioriterer veteranerne i kommunen.

At man så slet ikke sender nogen invitation ud af nogen art, og så senere sender en rykker for tilbagemelding, det er lidt at pisse på os

Ikke mindst fordi han 1. september får en e-Boks-besked fra kommunen, som er 'en reminder' om at huske at tilmelde sig flagdagen (5. september, red.) senest 3. september - altså om tre dage. Dertil kommer, at kommunen angiver, at invitationen, som Cliff Madsen aldrig har modtaget, er vedhæftet, hvilket den ifølge ham ikke er, så der står heller intet tidspunkt for, hvornår arrangementet i så fald skulle være.

Herlev Bladet har talt med tre andre veteraner i kommunen, der kan bekræfte samme oplevelse.

Også skuffet sidste år

Spørger man Herlev Kommune er der sendt 132 beskeder ud. Det gjorde man allerede 14. august, og man har også vedhæftet invitationer både i forbindelse med den første udsending og reminderen, lyder det. Kommunen oplyser derudover, at arrangementet, som i år skulle være holdt på Gammelgaard, blev aflyst på grund af for få (syv, red.) tilmeldte.

'Herlev Kommune ringede rundt til dem, som havde tilmeldt sig arrangementet. Programmet for flagdagen blevet fjernet fra flagdagens officielle hjemmeside. Set i bakspejlet kunne det have været relevant at skrive til alle de oprindeligt inviterede med oplysningen om, at arrangementet var aflyst', skriver kommunen til Herlev Bladet.

Tilbage står Cliff Madsen og giver ikke meget for kommunens udmelding.

»Det er tydeligt for mig, at man enten har glemt, at det skulle fejres, eller man ikke har haft lyst til at fejre den,« vurderer han, der ikke synes, at kommunen kan være det bekendt.

Især ikke hvis man også tæller sidste års arrangement med, som han også vil betegne som skuffende. Sidste år var første år efter, at Furesø Kommune havde trukket sig fra samarbejdet med Herlev om at holde et fælles arrangement på Flyvestation Værløse. Noget Cliff Madsen har deltaget i flere gange, ligesom han også har været på Kastellet og på Christiansborg.

»Med undtagelse af sidste år, så havde man årene før lavet arrangementer med Furesø, og de var fantastiske, men så sidste år melder kommunen ud, at Furesø ikke vil holde med Herlev mere, og så skulle Herlev finde på en hovsa-ting - en nødløsning, som bliver til en en halv croissant til hver på Rådhus Hjortespring, selvom man har haft mindst tre uger, fra vi fik invitationen, til at arrangere noget. Det var i min bog skuffende,« fortæller den tidligere udsendte, der i dag er kørselschef i AB Catering.

Flagdag betyder meget

Hvorfor er flagdagen så vigtig for dig/jer?

»Flagdagen betyder meget. Vi kan bruge den til at få en form for anerkendelse for, hvad vi går igennem. Vi har alle mistet kammerater, så den her ene dag om året er der mange veteraner, der bruger for at mindes de kammerater, vi ikke har mere. Og så viser de politikere, der sørger for, vi kommer afsted, med den her dag også, at der er nogen, der sætter pris på, hvad man har gjort,« forklarer han, der har et budskab til Herlev Kommunes fejring af dagen næste år.

hvis man virkelig vil det her, så håber jeg, at de næste år får lavet en ordentlig fejring, så de ord borgmesteren bruger i sin tale også kommer til udtryk i fejringen

»Hvis man virkelig vil det her, så håber jeg, at de næste år får lavet en ordentlig fejring, så de ord borgmesteren bruger i sin tale også kommer til udtryk i fejringen. Det synes jeg, at alle veteraner i kommunen har fortjent, men jeg ved ikke, om jeg tør tro på det,« lyder det fra Cliff Madsen, der har undersøgt, at man både på budgettet i år, men også i budgetforslaget næste år har afsat 60.000 kroner til formålet, så der burde ifølge ham være grobund for et godt arrangement.

Måske et fælles arrangement igen

Herlev Kommune bekræfter, at der er afsat 60.000 kroner i budgetforslaget for næste år og vil gerne tage Cliff Madsens kritik til efterretning - måske med et tværkommunalt arrangement, som man tidligere har gjort.

'At så få veteraner og pårørende havde tilmeldt sig årets flagdag arrangement giver naturligvis anledning til eftertanke. Konceptet skal genovervejes, så det i højere grad giver mening for veteranerne og deres pårørende. Herlev Kommune vil gerne hylde og anerkende de mennesker, der er eller har været udsendt på en mission for Danmark på en måde, der giver mening for dem. I 2023 og 2024 blev Flagdagen markeret med et fælles arrangement med Furesø Kommune på Flyvestation Værløse. Det var populært blandt veteraner og pårørende. Det kan oplyses, at det afsøges om der igen kan afholdes fælles arrangement med Furesø Kommune som tidligere', skriver kommunen.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!