Herlev Bladet

Socialdemokratiet Herlev sender et uheldigt signal

Læserbrev fra:

Mette Qwinten (O), Charlotte Kristensen (O), Betina Skovby (F), Dorte Vilhelmsen (C), Hanne Bjørn-Klausen (C), Marianne Dithmer (Ø), Anna Hald Thøisen (V), Jeanné Vetling (B), kandidater til kommunalbestyrelsen.

LIGESTILLING Fredag den 3. november går kvindelige kandidater fra De Konservative, Socialistisk Folkepart, Venstre, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti sammen for at markerer, at der er for få kvinder i lokalpolitik.

Socialdemokratiet har valgt ikke at deltage – lige som de heller ikke deltog I 2013. Gitte Bomholdt (A) begrunder fraværet med, at der er flere kvinder på den socialdemokratiske liste end på de andre, og at de vælger at fokusere på de socialdemokratiske kvindelige kandidater.

For det første er der langt fra færre kvindelige kandidater på flere af de andre lister. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti har for eksempel flere kvindelige kandidater end mandlige og både Radikale Venstre og Enhedslisten har kvindelige spidskandidater – på den socialdemokratiske liste skal du helt ned til nummer fire for at finde en kvinde og de har i alt otte kvindelige kandidater ud af 21.

Det største problem i denne sammenhæng er dog, at Socialdemokratiet Herlev sender et uheldigt signal. De viser, at de hellere vil fokusere på egne kandidater og gå solo fremfor at lave en tværpolitisk og landsdækkende markering af, at der mangler kvinder i kommunalpolitik. Stem flere kvinder ind, handler om at gøre opmærksom på det demokratiske problem, det trods alt er, at kvinder og mænd ikke er ligeligt repræsenteret i lokalpolitik.

Vi andre partier kan så glæde os over, at vi har bevist vores vilje til det brede samarbejde, som ja indrømmet, godt kan være lidt svært og tage lidt længere tid, men som i det lange løb er givende og holdbart – og til gavn for alle i Herlev.

Kommentarer
Henter kommentarer.....