Herlev Bladet

Solcenter stadig på Bangs - og det bliver man ved med

I juni sidste år var det meningen, at Sun Station skulle flytte fra sine nuværende lokaler, fordi bygningen skal rives ned som led i det ny Bangs Torv, men solcentret er der stadig.

Butikkerne på Bangs Torv er for længst lukket eller flyttet til nye adresser, og i den ene ende af den røde murstensbygning ud til den store parkeringsplads er man gået i gang med at rive den tidligere Røde Kors-butik ned. Men i den anden ende ud mod Gåseholmvej er der lys i stueetagen. Her ligger solariet Sun Station, som stadig holder åbent, og her har det sådan set ligget ifølge virksomhedsregistret siden 2007. Men hvad nu med fremtiden, når bygningen som nævnt skal rives ned?

»Vi har lavet en aftale med ejerne, om at vi kan blive en del af det nye Bangs Torv, og at vi kan få lov til at køre frem til, at det nye står klart,« fortæller ejer af solcentret siden 2013, René Brøchner.

Og aftalen rummer mere end det, tilføjer han.

»De hjælper os også med at bygge det nye sted op, hvor vi skal være,« siger han og uddyber, at Sun Station rykker over i Kop og Kandes gamle lokaler i kælderen lige før, man går ind i tunnellen over til Herlev Bymidte Center.

Kunne ikke flytte midlertidigt

Sidst vi skrev om jer, fortalte du, at I skulle være ude til juni 2025?

»Det er rigtigt, men arbejdet med byggetilladelser har gjort, at det har trukket ud. Lige nu ser det ud som om, at vi forventes af flytte i anden halvdel af april. Vi kommer til at modernisere lidt blandt andet med nye skilte, snackautomater og så videre, og så køber vi seks helt nye sole,« fortæller René Brøchner og oplyser, at der bliver ni i alt - en mindre end nu.

Dét at flytte kan vi ikke gøre midlertidigt, det er en voldsom investering. Det er ikke ligesom at flytte en butik med slik på hylderne

Men hvorfor overhovedet blive og ikke finde et nyt sted, mens tid er?

»Vi ville gerne blive, fordi det ligger rigtig godt, og der er gode parkeringsmuligheder. Dét at flytte kan vi ikke gøre midlertidigt, det er en voldsom investering. Det er ikke ligesom at flytte en butik med slik på hylderne, så for mig at se var det ikke en mulighed at flytte ud og komme tilbage. Enten blev vi og fandt en løsning, eller også fandt vi et andet sted,« forklarer han og uddyber, at en ny sol koster næsten 300.000 kroner pr. stk., og at det vil koste ham over 400.000 kroner at få lagt strøm ind det nye sted, fordi han kører med 300 ampere.

Mange stamkunder

René Brøchner har udover Sun Station i Herlev tidligere også drevet to centre i Ballerup og et i Glostrup, men har ingen planer om at åbne flere. Heller ikke selvom der er konkurrence på markedet. Senest åbnede et nyt solcenter i Herlevs bymidte for et par år siden.

»Det har jeg ikke kunne mærke. Mine kunder er synlige og loyale, så jeg kan nogenkunde holde markørerne,« siger han, der vurderer, at han har mange lokale stamkunder, som han håber at kunne tage med sig over i det nye.

»Vi går bare og tripper for at få lov til at komme ind, så fra at være lidt ærgerlig over det hele, så er jeg vildt begejstret for det, vi får, og det vi kan tilbyde kunderne,« lyder det fra ejeren, hvis hustru står for den daglige drift, mens han selv er fuldt beskæftiget som leder for en virksomhed.

LÆS OGSÅ: Børn og unge om ishockey i fremgang

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!