Herlev Bladet

Sort snak fra DF

Af Kim Wacker (A), formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Herlev Kommune

Jeg følger her op på Kim Kristensens svar på mit eget læserbrev “Utroværdige DF giver op” pr. 27. juni 2018.

Kim Kristensen skriver, at han “kort og præcist” kan svare, at Dansk Folkeparti ikke løber fra en aftale. Det er ganske rigtigt et kort svar, men det er ikke just præcist. Problemet er netop, at partiet løber fra budgetaftalen, som ellers har bred opbakning i Kommunalbestyrelsen.

Dansk Folkeparti har indgået og underskrevet en aftale. Herunder at afsætte 37 mio. kr. til en træningsskøjtehal. Det kan DF ikke løbe fra, heller ikke ved at tale sort og uforståeligt.

For Socialdemokratiet er en aftale en aftale. Vi forhandler, vi giver og vi tager, og efterfølgende står vi ved det hele. Også det andre bragte til bordet. Det kaldes ordentlighed og troværdighed.

Socialdemokratiet har i årtier taget ansvar for Herlevs økonomi, og i dag er Herlev kendetegnet ved høj service, lav skat og en solid kassebeholdning. Det er et godt udgangspunkt for kommunens udvikling, hvor der er råd til service til børn, skoler og ældre, ligesom vi i disse år bruger mere end 100 mio. kr. på nybyggeri og vedligehold af daginstitutioner og skoler. Samtidig har vi de senere år besluttet at investere i bedre forhold for fodbold, gymnastik, bordtennis, kunstskøjteløb og ishockey, fordi idrætten og fællesskaberne er en vigtig del af Herlevs identitet som by.

DF indgik sammen med Socialdemokratiet, Konservative og Venstre en god budgetaftale, der styrkede idrætten og en lang række andre områder. Det er skuffende, at DF nu løber fra den aftale ved at tale sort.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....