Spærring af Herlev Ringvej udsættes igen
Hovedstadens Letbane oplyser, at man endnu en gang må udskyde spærringen. Læs her hvorfor.
Weekendens spærring af Herlev Ringvej mellem Lyskær og Mileparken bliver udsat på ubestemt tid. Det oplyser Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse.
Det er således anden gang, at spærringen udsættes. Ringvejen skulle første gang have været spærret af i forbindelse med letbane-arbejdet i weekenden uge 44-45, men det blev udsat på grund af tekniske problemer med lyssignalerne.
Uforudsete jordforhold
Derefter var det meningen, at spærringen skulle foregå fra fredag 18. til søndag 20. november, men det er nu også blevet udsat. I pressemeddelelsen lyder det:
‘Vi er desværre nødt til at udskyde spærringen, da vi er stødt på uforudsete forhold i jorden. Vi kender ikke datoen for den nye weekendspærring endnu, men vi informerer selvfølgelig om den nye dato, så snart den er på plads.’
Der er lukket for kommentarer