SSP om utryghed: Indsats har virket
Efter et tryghedsmøde onsdag i Skovlunde Center Syd er parterne blevet enige om, at de sidste ugers indsats for at forebygge den utryghed, der har været, har virket.
Back to normal. Sådan beskriver SSP-konsulent i Ballerup Kommune, Mads Dallerup Rasmussen, stemningen i Skovlunde Center Syd, efter at han onsdag denne uge holdt med centerforeningen, lokalpolitiet og butikkerne på baggrund af den utryghed, der har været i centret.
»Det var et positivt møde som sådan. Kort fortalt så har det virket, at der har været ekstra opmærksomhed på utrygheden både fra SSP, politiet, gadeplansteamet og Natteravnene. Det som centerforeningen kunne sige var, at man i de sidste uger har oplevet den samme ro som før i tiden, et normalbillede,« fortæller han.
LÆS OGSÅ: SSP melder ud om utryghed
Han understreger dog, at der stadig er fokus på området og kommer der nye ting, som giver utryghed, så skal man endelig bare ringe 1-1-4 til lokalpolitiet.
»I det omfang der er en fri patrulje, så kommer de, og det er meget få gange, der ikke er blevet sendt en patrulje,« understreger han.
Mere overvågning
På mødet blev der også tid til at gå en tur rundt i området og vurdere, om der var brug for ekstra tryghedsskabende foranstaltninger.
»Vi havde fokus på lysdæmpning og overvågning, og umiddelbart gav det ikke anledning til at skrue en masse på det. Ved SuperBrugsen er der sat ekstra overvågning op, og ved kulturhuset er det vores tanke, der skal et eller to kameraer mere op,« oplyser SSP-konsulenten og bemærker, at de midlertidige tiltag de har kørt med de sidste uger er ophørt igen.
Han har tidligere udtalt til Skovlunde Bladet, at utrygheden hovedsageligt skyldtes en lille håndfuld unge over og under 18 år. Men om den genskabte tryghed skyldes, at de er blevet sigtet eller anholdt for noget strafbart, kan han ikke udtale sig om. Dog siger han:
»Det er klart, at en politiindsats går også ud på at sigte, og man vil altid køre målrettet mod de personer, som laver utryghed,« lyder det.
Der er lukket for kommentarer