
Statsministeren svarer på herlevborgeres bekymringer: “Vi har ikke gjort nok”
I dag lørdag har Mette Frederiksen været forbi Springvandstorvet. Herlev Bladet tog herlevborgernes spørgsmål med og fik svar.
Før Statsminister Mette Frederiksen (S) i dag lørdag dukkede op i Herlev for at dele roser ud og tage billeder, spurgte Herlev Bladet herlevborgere i bymidten, hvad de gerne ville have landets statsminister til at svare på. Da vi fik mulighed for et interview, stillede vi de spørgsmål til Mette Frederiksen:
Nu har jeg været rundt og tale med herlevborgerne, og noget af det der fylder meget er i forhold til psykiatrien. Synes du, at du har gjort nok for, at folk med psykiske udfordringer kan få den hjælp, de har behov for?
»Nej. Vi har ikke gjort nok. Vi har gjort en del, og det har vi faktisk gjort lige fra starten. Allerede den første finanslov vi fik vedtaget sammen med det parlamentariske grundlag, der valgte vi at bruge flere penge på psykiatrien. Og der er lige lavet en aftale. Men det er ikke nok, fordi der er nogle store problemer især blandt børn og unge med mistrivsel. Så man kan ikke sige, at vi har gjort nok. Vi har taget nogle vigtige skridt, men vi er slet ikke i mål endnu,« svarer Mette Frederiksen.
Så hvis du bliver statsminister igen, hvad vil du så gøre for, at det bliver bedre?
»Jamen, der er jo flere ting i det her. Det ene er, at vi er i gang med en tiårs-plan for psykiatrien, og noget af det vi har fokus på der, det er jo den helt tidlige indsats i forhold til børn og unge. Jeg tror egentlig, at de fleste er enige om, at i dag får problemer lov til at vokse sig større, end de egentlig behøver, fordi vi ikke får sat ind ordenligt i tide. Det er i hvert fald noget af det, vi skal have fokus på. Så mangler vi medarbejdere også i psykiatrien. Så arbejdsvilkårene er selvfølelig vigtige. Jeg tror også, at det her med at få nogle flere faggrupper til at arbejde sammen kan være vigtigt. Og så er der noget, der ikke handler om psykiatrien, men skridtet før i forhold til, hvorfor der er så mange børn og unge, der ikke trives. Der skal vi jo kigge på både skole og uddannelse og måske også på de sociale medier,« svarer Mette Frederiksen.
Jeg har talt med en mor, der gav udtryk for, at det er svært at få psykologhjælp til børn. Hvorfor er det så svært for børn at komme til psykolog?
»Jamen, der er jo flere ting i det. Igen tror jeg, virkelig vi bliver nødt til at gå et skridt længere tilbage. Hvorfor er det, at der er så mange børn og unge, der ikke har det godt. Det er det, vi skal have løst. Man kan sige, når det er en psykolog, så er der jo et problem, som nogle skal have hjælp til at løse. Jeg vil gerne forebygge, at der er så mange problemer, der opstår. Der er ventetid på psykologer i dag. Derfor er det også vigtigt, tror jeg, at få kigget på noget tværfaglighed, så der er nogle flere faggrupper, der kan komme til at arbejde mere sammen, fordi den lange ventetid er ikke rimelig over for de børn og unge og deres familier, der ikke har det godt,« svarer Mette Frederiksen.
Risikerer man ikke at tabe nogle børn på gulvet, hvis de ikke kan komme til psykolog?
»Det kommer jo fuldstændig an på, hvad det er, der ligesom er på spil omkring det enkelte barn. Men de lange ventelister er i hvert fald ikke godt. Så det er noget af det, vi har meget fokus på. Heldigvis også sammen med de andre partier i Folketinget,« svarer Mette Frederiksen som det sidste.
LÆS OGSÅ: Nu kan herlevborgerne stille forslag til kommunalbestyrelsen
Der er lukket for kommentarer