Herlev Bladet

Støjsagen ved B1973 nærmer sig sin afslutning: Udsigt til støjhegn og ændrede brugstider

Efter endt høring og vedtagelse i diverse politiske udvalg ser det snart ud til, at sagen om støj fra banerne ved B1973 kan få en ende.

Opdateret 11. juni kl. 9.15 med kommunalbestyrelsens vedtagelse.

I praksis siden 2015-2016 har naboer til boldklubben B1973 kæmpet mod Herlev Kommune for at få gjort noget ved det, som de oplever som støj fra boldbanerne. Efter diverse klager til kommunen og til klagenævnet førte det i 2025 til udarbejdelsen af en miljøkonsekvensrapport med henblik på at finde ud af, hvad der skulle til for at begrænse støjen. Sågar miljøministeren har været inde over og har lempet retningslinjerne for kommunerne, og nu skulle der så være en endelig løsning på vej.

Det fremgår af en sag i kommunalbestyrelsen, hvor man på bagkant har vedtaget at gøre banerne formelt lovlige ud fra de tiltag, som kommunen har vurderet bedst mulige for blandt andet at sænke støjen til naboerne. Til formålet har forvaltningen afsat 4,6 millioner kroner til at etablere et op mod fire en halv meter højt støjhegn til de nærmeste naboer syd for minikunstgræsbanen samt et tre meter højt støjhegn til de 16 rækkehuse på Nøkkedalen nord for Elverroad - B1973's stadion. Ydermere vil man ændre brugstiderne for den lille bane, så den fremover kun må benyttes i tidsrummet fra klokken 9.30 til 20 fra mandag til fredag. Før var det til klokken 21 om sommeren og 22 om vinteren. Den store, der nu må benyttes fra klokken 16-21 om sommeren (16-22 om vinteren) samt 16-20 om fredagen får også ændret sine tider, så den fremover må bruges 9.30-21 om sommeren og 9.30-22 om vinteren samt 9.30-20 fredage. Begge baner må fortsat benyttes fra klokken 10-18 i weekender (9-18 om vinteren).

Formand: En svær situation

I processen med at lovliggøre banerne har kommunen modtaget i alt 11 høringssvar, hvoraf de fleste er fra naboerne, men også fra HI samt formand i B1973, Henrik Cortsen. Han ærgrer sig over de tiltag, der nu stilles i udsigt.

»Jeg kan ikke forstå, at vi nu sætter støjhegn op og samtidig også indskærper brugstiderne. Hvorfor ikke starte med at sætte hegn op og så se, om det har en effekt? Hvorfor kan det ene ikke stå alene, især når man nu har brugt så lang tid på det, så kunne man måske godt tage et skridt ad gangen,« lyder det.

Han advarer også imod at stille krav om, at banen kun må bruges til børn og unge op til 18 år, sådan som først Enhedslisten og senere SF og Enhedslisten i et ændringsforslag lagde op til. Et ændringsforslag, der i øvrigt først blev vedtaget i Miljø-, Klima- og Teknikudvalget (S, K, SF og EL), men senere i kommunalbestyrelsen blev forkastet med 12 stemmer imod (S, V, DF og LA) og 7 for (EL, SF og K).

LÆS MERE: Borgmester om ny støjvejledning - håber på færre klagesager

At Socialdemokratiet ændrede holdning skyldes en intern afstemning i partiet, hvor et flertal i den socialdemokratiske gruppe stemte for at give B1973 mere frihed til selv at bestemme. Noget der efter alt at dømme glæder klubformanden, der sagtens kan forestille sig, hvad der vil ske, hvis B1973’s brugstid skulle begrænses.

»Det er de mindste, der bruger den primært, men når de er færdige, så står den der jo bare, og så vil den uorganiserede idræt bruge den. Derfor anvender vi den for eksempel til opvarmning og småspil før kampe på den store bane, altså som en slags overgangsbane. Hvis vi ikke må det, så vil vi skulle være flere på den store bane, og det er ikke noget, der gør støjen mindre. Tværtimod,« påpeger Henrik Cortsen og tilføjer, at de også har været nødt til at søge banetider ved HI Fodbold.

»Vores succes gør, at kapaciteten på anlægget er presset, og det er ikke, fordi vi ønsker at være en større klub, men der vil være nogle spidsbelastninger en gang imellem, og så er det godt at have den lille bane også,« lyder det fra formanden, der understreger, at det er en svær situation for alle parter.

»Det blive svært for os alle - brugere og naboer - at blive 100 procent tilfredse, så vi bliver nødt til at kunne gå på kompromis alle sammen.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Minikunstgræsbanen set fra oven. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.

Ikke proportionelt med forbud

På baggrund af svarene fra høringen, som blev holdt fra juni til september sidste år, fandt kommunen det nødvendigt at lave nye støjberegninger med en aktivitetsgrad på 75 procent, fordi det blev vurderet som mere realistisk end de tidligere 100 procent. Det skyldes, at hverken kampe eller træning afvikles med et konstant aktivitetsniveau, og at der desuden vil være pauser/halvlege indimellem. Derudover indeholdt de nye beregninger modsat før også øverste etage på to naboejendomme til minikunstgræsbanen og viste støjniveauet ved henholdsvis 3 og 4 meter høje støjskærme ved den store kunstgræsbane.

Resultatet af de nye beregninger har i nogen grad fået kommunen til at ændre de støjreducerende tiltag, man startede med at foreslå. Godt hjulpet på vej af den nye vejledning/retningslinjer fra Miljøministeriet, som i større grad giver kommunerne hjemmel til selv at træffe beslutninger om støjniveauer ud fra et såkaldt proportionalitetsprincip - det vil sige i forhold til, hvad der er ret og rimeligt. Det betyder, at støjhegnet på den nordlige side af Elverroad-banen ikke bliver fire meter højt, men tre, fordi naboerne på Nøkkedalen 'vil opleve en markant støjreduktion i forhold til i dag, hvor der ingen afskærmning er', idet kommunen vurderer, at et støjniveau på under 50 dB er acceptabelt, og hvad der kan forventes, i et område udlagt til offentligt formål, og som har været benyttet til boldspil i mange år.

vurderer ikke, at det vil være proportionalt at forbyde brugen af kunstgræsbanen grundet støjniveauet i de to boligers øverste sal, da det vil have betydning for kommunens idræts- og foreningsliv

I forhold til støjniveauer beregnet for de to naboer til minikunstgræsbanen benytter kommunen også proportionalitetsprincippet: 'Herlev Kommune vurderer ikke, at det vil være proportionalt at forbyde brugen af kunstgræsbanen grundet støjniveauet i de to boligers øverste sal, da det vil have betydning for kommunens idræts- og foreningsliv og vil være imod kommunens ønsker og visioner om en aktiv by', lyder det fra kommunen, som altså vurderer, at et hegn op til fire en halv meter er tilstrækkeligt.

Det fremgår af sagen, at kommunen også har undersøgt mulighederne for at flytte den lille kunstgræsbane til arealet på Elverhøjen 68, hvor der i dag er petanquebane, men det er ikke fundet hensigtsmæssigt. Støjhegnet skal være etableret og funktionsdygtigt senest inden udgangen 2027.

Et flertal i kommunalbestyrelsen vedtog onsdag denne uge at sætte tiltagene i gang hurtigst muligt med prioritering af hegn rundt om minikunstgræsbanen som det første. Kun Venstre stemte imod. Venstre kom i øvrigt også med to ændringsforslag i forhold til den lille bane. Det ene gik ud på at sende sagen tilbage til forvaltningen, fordi der kun er foretaget støjmålinger om lørdagen. Det andet gik ud på at begrænse banens brugstid til klokken 18 samt stille krav om, at den kun må bruges af børn for så at droppe støjhegnet. Begge blev nedstemt.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!