Støtter Herlev i Final4: Mere end 400 tilskuere på vej til Nordjylland
Herlevborgere støtter massivt Herlev Eagles i pokalturneringen Metal Final4 i Aalborg, der kan ende med historiske medaljer.
Vejret i Nordjylland har været særdeles omtalt på det sidste, men borgere fra Herlev skal dog få vintertemperaturen til at stige til det rødglødende, selvom de er tæt på is, når semifinalerne i Final4 i ishockey Gigantium i Aalborg spilles i aften.
Først spiller Odense Bulldogs-Herning Blue Fox klokken 17.45, og derefter går det løs med Aalborg Pirates-Herlev Eagles klokken 20.30. Lørdag aften spilles finalen mellem vinderne.
Mere end 400 tilskuere fra Herlev er klar til at bakke spillerne op i det nordjyske, der er langt flere, end hvad der er af fynske tilhængere, som støtter de danske mestre Odense - vel at mærke fra en langt større by og en hel del tættere på Aalborg.
350 af Herlevs billetter er til almindelige tilskuerpladser, mens 70 er VIP-pladser. Og når det gælder sidstnævnte type billetter passerer Herlev endda også Herning ifølge Eagles-direktør Anders Mouritsen.
Der er sikret billetter til at bakke Herlev op til både semifinale og finale.
Det er rigtig stort for en lille klub som vores
Kan skrive historie
Blandt de medrejsende Herlev-fans er Jakob Andersson.
»Det er rigtig stort for en lille klub som vores at være med i Final4,« siger han om, hvorfor han har valgt at tage med den lange vej en kold januardag og lægger samtidig vægt på, at med to sejre kan det blive en vigtig milepæl, når det gælder ishockey i Herlev.
»Der kan skrives historie,« konstaterer han med henvisning til, at to sejre vil sikre guldmedaljer. Noget klubben ikke har vundet for herrer siden 1984, da de blev danske mestre.
Der er også et unikt sammenhold mellem fans, når man tager afsted sammen til Final4.
»Jeg møder nogen, jeg ikke har set så tit før, og ellers lærer vi, som mødes i hallen, hinanden endnu bedre at kende,« siger han og nævner, der er rigtig god stemning på vej derover blandt fansene.
Særligt bånd mellem tilhængere
De lærer også tilhængere af andre klubber at kende på en anderledes måde, når der er fans af fire klubber i samme hal to dage i træk.
I 2024 var der et særligt bånd med SønderjyskEs fans, da begge klubber følte sig uretfærdigt behandlet i dommerkendelserne i opgørene mod Herning, som Herlev tabte knebent til i finalen, hvor man dermed ikke var langt fra at skrive ishockeyhistorie i Herlev.
Sent i aften vil det stå klart, om Herlev får mulighed for at vinde guld i morgen, hvis Aalborg bliver besejret på hjemmebane. I tirsdags vandt Herlev 5-2 i Metal Ligaen i en god generalprøve mod samme modstander. Og Eagles er inde i en rigtig god rytme og ligger på andenpladsen i ligaen og har vundet de seneste fire kampe.
Under alle omstændigheder er der sikret god opbakning fra lægterne også til Herlev, selvom nordjyderne har hjemmebane.
LÆS OGSÅ: God generalprøve i tirsdags

Der er lukket for kommentarer