Herlev Bladet

Straffen for at køre lattergaskørsel sidestilles med narko- og spirituskørsel

Fra i dag straffes kørsel eller forsøg på kørsel med lattergas i blodet med store bøder eller fængsel plus langvarig frakendelse af førerretten, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

I september 2022 nedsatte regeringen en arbejdsgruppe for at finde ud af, hvordan man lovmæssigt kan straffe bilister, der kører med lattergas i blodet. Det har der nemlig ikke været mulighed for indtil i dag, hvor en ny bekendtgørelse fra Transportministeriet træder i kraft. Af den fremgår, at lattergas nu bliver klassificeret som farligt for færdselssikkerheden på linje med narko- og spirituskørsel, og at der indføres nultolerance. Det betyder, at hvis en blodprøve afslører spor efter lattergas i førerens blod, så kan man straffe vedkommende, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.

»Brug af lattergas i trafikken er pivfarligt. Det sløver reaktionerne og sætter både dig selv og andre i fare, og vi kommer til at have et skarpt fokus på lattergaspåvirkede førere bag rattet,« siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen hos Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.

Det tilføjes, at politiet på mistanke kan kræve, at føreren får taget en blodprøve.

vi kommer til at have et skarpt fokus på lattergaspåvirkede førere bag rattet

Stadig mange sager

Bilister, der kører med lattergas i blodet, har i flere år været et problem på vestegnen og i Herlev, hvor efterladte lattergaspatroner i vejkanten ifølge politiet også vidner om forbruget. Det gør trafikulykker desværre også - senest på Roskildevej i Rødovre, hvor en mand mistede livet som følge af en påvirket bilist, der mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i ham.

I sommeren 2023 forsøgte myndighederne at komme problemet til livs ved at skærpe straffen for besiddelse af lattergas med store bøder. Men tallene viser, at udfordringen fortsat er der.

En aktindsigt, som Herlev Bladet har fået fra Københavns Vestegns Politi, viser, at man i 2. halvår 2023 havde registreret 76 (7) sigtelser for lattergaskørsel på vestegnen. Året efter var det steget til 228 (14). Ligeledes havde man i 1. halvår 2024 201 (39) sager om lattergas, og året efter var det tal på 304 (19). Tallene i parentes er fra Herlev. De fleste af sagerne både for Herlev og politikredsen er blevet afgjort med bøder eller dom uden retsmøde.

Herlev Bladet har også spurgt politiet, om antallet af trafikulykker, som har en relation til lattergas. Sådan et udtræk kan man ifølge politiet som udgangspunkt ikke lave. Dog henviser man i sit svar til en tidligere søgning i politiet system efter færdselsulykker fra perioden 2020 til august 2025, hvor ordet 'lattergas' indgår i sagens resumé. Her er der fundet 20 sager, hvoraf de fire er sammenstød med andre og de 16 er soloulykker. Politiet understreger, at sagerne ikke nødvendigvis afspejler, at føreren af bilen har været beviseligt påvirket af lattergas under kørslen. Det kan også være sager, hvor lattergaspatroner er fundet i bilen eller tæt på.

Skærpede straffe

Udover bøderne kan politiet altså nu også straffe en bilister for lattergaskørsel. Det fremgår af pressemeddelelsen, at straffen for at køre lattergaskørsel første gang er en bøde på en måneds nettoløn plus tre års ubetinget frakendelse af førerretten. Anden gang er det 10 dage i fængsel og fem års frakendelse. Tredje gang koster 20 dages ubetinget fængsel og frakendelse i 10 år.

LÆS MERE: Fund af lattergas stadig et stort problem

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!