Strid om skel: Kolonihaveejer har ventet et år på en løsning
Herlevs politikere besluttede i december, at der skulle findes en løsning i en grænsekonflikt mellem kolonihaver og nybyggeri. En aktindsigt viser, at der er lavet et udspil, men en politisk beslutning mangler.
Efter et år har kolonihaveejer Dorte Høeg Brask stadig ikke fået at vide, hvordan Herlev Kommune og ejeren af en gruppe nybyggede rækkehuse klods op ad hendes have vil løse den strid om skellet, der er opstået, fordi ejeren ville fælde træer på hendes grund.
»Der er gået et år, og jeg er stadig lige frustreret og savner en afklaring. Samtidig ser jeg på træer, som dør, og det er jeg ked af,« siger Dorte Høeg Brask med henvisning til, at selvom træerne ikke er blevet fældet, har de taget skade af byggearbejdet, som har berørt rodnettet.
Boligerne er nabo til hendes ’Haveforeningen 515’ på Gl. Klausdalsbrovej og ligger på hjørnet af Gl. Klausdalsbrovej og Tvedvangen, og striden begyndte, da bygherren, Ejendomsselskabet af 15/9-2015, der er en del af ’Byggeselskabet Mogens de Linde’, mente, at den yderste del af kolonihaverne tilhørte selskabet.
Jeg er glad for, at kommunen anerkender den skellinje, som der har været i mange år
Nu står boligerne klar til indflytning.
Ro og fordragelighed
Herlev Kommune gik dengang ind i sagen for at finde en løsning i ro og fordragelighed, som borgmester Marco Damgaard (S) udtrykte det. En landmåler blev sat på sagen.
Kommunen er selv part i sagen, da haveforeningen lejer deres grund på kommunalt areal.
Selvom de omstridte kvadratmeter oprindelig måtte have tilhørt nabogrunden, henviste kommunen til, at haveforeningen havde haft dem i besiddelse i mindst 20 år og dermed typisk kunne vinde hævd på det efter almindelige bestemmelser.
Håber på afklaring
Et år efter, at Dorte Høeg Brask fik den chokerende meddelelse, er boligbyggeriet færdigt og ligger særdeles tæt på hendes kolonihavehus og -skur, men der er endnu ikke fundet en løsning.
Hun fortæller, at hun undervejs har mødtes med og talt med repræsentanter fra Herlev Kommune og også været med til et møde med flere parter tidligere på året.
»Jeg er glad for, at kommunen anerkender den skellinje, som der har været i mange år, nu håber jeg blot på en afklaring,« siger hun.

Nyt matrikelskel
Herlev Kommune beskrev i december, at en del af løsningen kan blive øget brandsikring omkring de to bygninger på hver sin side af skellet, som egentlig ligger for tæt på hinanden.
Herlev Bladet har opnået aktindsigt i sagen, og i den sag fremgår det, at der allerede i marts blev udarbejdet et kommunalt notat efter landmålerens arbejde, hvor der lægges op til et nyt matrikelskel mellem de to grunde, hvor beplantningen skal være på kolonihavegrunden.
Notatet foreslår, at der bygges et nyt og opdateret skel med solidt materiale med blandt andet to parallelle støttemure på hver 90 meter i længden samt et hegn mellem de to grunde, hvilket vurderes at koste over en halv million kroner.
Notatet giver også Dorte Høeg Brask medhold i bekymringen over træernes tilstand, det fremgår i teksten, at ’der er gravet meget jord bort. En del af beplantningen er som følge heraf ustabil, og det er usikkert om alle træene kan overleve og om de risikerer at vælte i en storm.’
Dagsorden på vej
Herlev Bladet har forsøgt at få kommentarer fra såvel Herlev Kommunes forvaltning som bygherren samt Erhverv og Bolig Byg A/S, som er entreprenør på projektet.
Ingen af dem er vendt tilbage på vores henvendelser.
Ifølge formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget i Herlev Kommune, Marianne Dithmer (EL), er der formentligt inden længe en løsning på vej.
Hun fortæller, at sagen snart ventes på den politiske dagsorden igen til en ny beslutning. Det vides dog ikke, hvad indholdet af det dagsordenpunkt er.
LÆS OGSÅ: Døde fisk deler vandene

Der er lukket for kommentarer