
Succes med at tiltrække piger til grønsværen
HI Fodbolds U8 pigehold har på blot et år oplevet en stor medlemsfremgang, og det er der flere grunde til. I Region Hovedstaden er antallet af boldglade piger/kvinder i klubberne steget med over 50 procent på 10 år.
»Er I klaaar,« råber træner Jozaphinna F.C. Mikkelsen og får en masse piger til at stimle sammen omkring sig. Dagens fodboldtræning i HI Fodbold er begyndt, men det er uden bold - til at starte med.
»Alle mine Nutella-madder kom hjeeem,« skriger en pige kort efter af sine lungers fulde kræft, hvorefter hun bryder sammen af grin.
De op mod 30 piger, der er en del af dagens træning, er i gang med en evergreen af de helt store skolegårdslege - nemlig 'Alle mine kyllinger kom hjem'. Det foregår på kunstgræsset på Herlev Stadion. Selvom solen skinner intenst på denne efterårsdag i oktober, er det ikke, fordi de seks-syv-årige piger har brug for et skud sollys til at lade sig op. Det klarer de fint selv, og motivationen lader til at være i top.
Det kan to af holdets fire trænere bekræfte. Ifølge dem har de fået skabt en helt særlig holdånd, og tilvæksten af spillere det seneste år taler for sig selv.
»Der har generelt været et problem med at få nok piger ind på grund af den store konkurrence, der er i hovedstadsområdet, så vi startede ud med fire fem piger, som havde fælles opvarmning med drengene,« fortæller Mathias Puggaard Nøhr, der var en af de to forældre, der tog teten til at begynde med.
LÆS OGSÅ: Dét har gjort størst indtryk på borgerrådgiveren
Artiklen fortsætter efter billedet.

Kæmpe ambitioner
Siden kom flere forældre på banen deriblandt Jozaphinna F.C. Mikkelsen, der selv er tidligere professionel fodboldspiller og gerne ville være træner. Hun er nu også blevet formand for U6-U12 pigerne i HI Fodbold, og ambitionerne er store.
»Vi skal være den førende pige-ungdomsklub i København og omegn. Vi har kæmpe ambitioner, men det er også, fordi vi har vækstet så meget,« fortæller hun og tilføjer, at selvom tilvæksten på U8 nok er den største for årgangen i hele kommunen, har HI Fodbold også oplevet fremgang på de andre pigehold.
»Vi ser bare en bølge i øjeblikket,« siger træneren, der mener, det blandt andet skyldes, at der er kommet mere fokus på kvindefodbold - ikke mindst i kraft af kvindelandsholdet, hvor stjerner som Pernille Harder og Nadia Nadim er nogle, som pigerne på holdet godt kender.
»Det betyder meget, at de har nogle, de kan spejle sig i,« vurderer Jozaphinna F.C. Mikkelsen og fortæller, at pigerne blev helt forblændet, da de havde Mathilde Kristiansen fra FC Nordsjælland med som hjælpetræner.
Vi skal være den førende pige-ungdomsklub i København og omegn. Vi har kæmpe ambitioner, men det er også, fordi vi har vækstet så meget
Også 'Pigeraketten' har sat skub på fremgangen. Det er DBU’s rekrutteringstilbud for de 5-9-årige piger, som alle klubber kan søge.
De seneste tal fra Danmarks Idrætsforbund for Region Hovedstaden bekræfter tendensen. Fra 2014 til 2023 er antallet af kvinder/piger, der er medlemmer af en fodboldklub, steget med hele 56,9 procent. I Herlev er det 44,7 procent (på landsplan er det 17,3 procent).
»Der er også kommet flere penge i kvindefodbold, og det er klart, at det gør, at der kommer ambitioner hele vejen ned, og der bliver dannet elitemiljøer. Det skal der også til for at kunne bygge op. Man kan godt fortsatte med hyggebold, men så kommer der ikke noget opad,« vurderer Jozaphinna F.C. Mikkelsen, men understreger også, at der skal være plads til begge dele.
Det ses også denne efterårsdag, hvor lysten til at pjatte, grine og have det sjovt synes lige så stor som lysten til at drible, sparke og score. For der skal være plads til alle.
»Vi har nogle, der kommer for det sociale, og så har vi nogle, der kommer, fordi de godt kan li' fodbold,« påpeger Mathias Puggaard Nøhr.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Den hemmelige opskrift
Hvad, tror I, der har gjort, at jeres hold har fået så stor en tilvækst?
»Det var meget mund-til-mund i starten, også i klasserne. Ens veninde får lyst til at prøve, fordi man selv går til det. Vi hang også plakater op, og generelt, jo flere der kommer, jo flere vil også være med,« forklarer han og tilføjer, at de også fik flere trænere fra forældregruppen med.
Jozaphinna F.C. Mikkelsen bryder ind:
så er vi bare sindssygt gode til det sociale uden for banen. Der er vi nok det hold i den her klub, der laver mest
»Og så er vi bare sindssygt gode til det sociale uden for banen. Der er vi nok det hold i den her klub, der laver mest. Vi tager for eksempel til Pride sammen, vi laver Halloween, så har vi pizzaaftener, så mødes vi forældre imellem og spiller kampe, og når vi er ude til kampe, så har vi lyserøde stole til pigerne og stole til forældrene,« fortæller hun og understreger, at forældrene også har et godt sammenhold på sidelinjen.
»Opbakningen til kampene er vanvittig stor, også bedreforældre kommer, og det betyder, at rygtet går i byen. At det er sjovt at være på det her hold,« vurderer hun.
Det lader også til, at der er god opbakning til træningerne. I hvert fald sidder en anseelig gruppe af forældre på tribunen ved stadion og snakker og følger med i dagens strabadser.
Artiklen fortsætter efter billedet.

En luksussituation
Hvad er jeres mål med holdet, hvor mange medlemmer er der plads til?
»Vi har ikke noget loft på. Alle er velkomne, og vi udtager alle. Det er et spørgsmål om træningsparathed, hvis man vil spille kampe, og hvis vi skal prioritere nogen, så tager vi dem, der viser interesse,« fortæller Mathias Puggaard Nøhr og uddyber, at man på U8 ikke spiller turneringskampe, men mere tager rundt til stævner.
I den forbindelse sørger de for at tilmelde sig stævner, der passer niveaumæssigt med spillerne, så alle kan få spilletid. Der er nemlig både A-, B- og C-niveauspillere på holdet. Og modsat mange andre steder, så er det indtil videre ikke mangel på spillere til træning, der kan gøre det udfordrende at sætte hold. Tværtimod kan det være en udfordring, fordi der altid dukker så mange op til træningerne, griner de to trænere.
Men det er en luksussituation. En af dem, der gerne vil spille kampe er Sif Luun Poulsen på syv år. Hun går til daglig på Lindehøjskolen, men har på holdet fået veninder fra andre skoler også.
Hvorfor kan du godt li' at gå på holdet?
»Fordi man får mange nye venner, og det er sjovt, og man kan også lære mange nye ting. Man kan lære at stå på mål og løbe hurtigt,« fortæller hun, der selv spiller på kanten.
Alligevel kan hun bedst li' at spille i forsvaret, for så kan man tackle de andre, og det er sjovt.
Hvad er det sjoveste ved at gå til fodbold?
»Det er vennerne,« lyder det resolut, før hun spæner ud til endnu en omgang bold, leg, motion og alt det derimellem.
Artiklen fortsætter efter billedet.

TAL og grafer
FAKTA: Antal på kvinde-/pigeårgange, HI Fodbold:
Damesenior: 15
2011-2012: 26
2013-2014: 18
2015-2016: 22
2017-2018: 30
2019-2020: 1 (starter nyt hold 3.11.)
TAL: Antal kvindelige klubmedlemmer
Region Hovedstaden
2023: 20.246 (8,8 procents stigning)
2022: 18.602
Steget med 56,9 procent fra 2014-2023 - i Herlev er det 44,7 procent.
Landsplan
2023: 75.410 (5,3 procents stigning)
2022: 71.588
Steget med 17,3 procent fra 2014-2023
Kilde: DIF

Der er lukket for kommentarer