Sulten efter bogstaver: På skattejagt blandt bogorme og læseheste
Fredag til søndag kan børn og deres voksne give sig i kast med en ny version af Bibliobitterne, som præsenteres på Herlev Bibliotek.
Affamato er noget af en lurendrejer.
Snart er han det ene sted, snart det andet, på Herlev Bibliotek.
Affamato betyder sulten på italiensk, og Affamato er sulten efter bøger.
Han er en af de figurer, bibliobitter, som børn og voksne kan opleve på Herlev Bibliotek, der præsenterer en ny version af Bibliobitterne den kommende fredag til søndag, den forlængede weekend efter Kristi himmelfartsdag hvor mange har fri.
Det kan opleves i bibliotekets bemandede åbningstid.
Læringen kommer ind med leg
Den mest uhyggelige bog
Det er børn i alderen 7-10 år, som er målgruppen, og børnene og deres forældre, bedsteforældre eller andre voksne, de er sammen med, er velkomne til at deltage.
»Det kan spænde rimelig bredt. Det kan være, at en af bibliobitterne beder dig om at finde den mest uhyggelige bog. Det kunne være en opgave,« siger Alberte Jeberg Kjær, digital formidler på Herlev Bibliotek.
Bibliobitterne er en app, som man ikke skal sidde stille til og konstant kigge ind i skærmen, tværtimod skal man være aktiv og bevæge sig, lidt a la Pokemon Go-app’en, og så lærer børn biblioteket og bøgerne bedre at kende. Metoden kaldes ’augmented reality’ eller forkortelsen AR, en dansk betegenelse er: ’Udvidet virkelighed’.

Herlev er frontkommune
Herlev Kommune var med til at udvikle ’Bibliobitterne’ fra 2020, hvorefter den blev lanceret i 2022.
Den er udbredt til omkring halvdelen af landets kommuner, og Herlev er nu ene frontkommune i en ny version, der bliver udbredt gennem støtte fra Kulturstyrelsen.
Det er den, som har snigpremiere på biblioteket fra på fredag.
En del af nyskabelserne er mest for de ansatte, men der er også nyt til brugerne.
»Vi har fået lavet en del flere sjove materialer til børnene, som er lidt uden om selve skattejagten. Vi har fået lavet nogle tegneserier, hvor børnene selv kan tegne med, og de kan også bygge en bibliobit,« fortæller Alberte Jeberg Kjær.
Lærer ved leg
Herlev Bibliotek har tidligere haft forløb med 3. klasser i kommunen med Bibliobitterne, og det kan meget vel komme igen.
»Det er en god måde for dem at lære biblioteket at kende. Vi har heldigvis fået rigtig mange gode reaktioner. Helt generelt synes de, det er sjovt, og de lægger ikke altid mærke til, at de rent faktisk lærer noget om biblioteket, bøgerne og forskellige genrer, fordi læringen kommer ind med leg,« siger Alberte Jeberg Kjær.
De sidste par år har der været meget fokus på at skære ned på skærmtid blandt børn.
Er det ikke i modstrid med det formål at have en app for børn på biblioteket?
»Netop fordi det kun er en lille del, der foregår på skærmen, og skærmen giver noget incitament til at komme fysisk ud, så synes jeg virkelig, at det er en af de gode måder at bruge en skærm på. Det undgår at blive passivt,« mener hun.
Bibliobitterne er så fleksibel en størrelse, at hver enkel kommune eller bibliotek kan tilpasse en version, som passer til dem.

Der er lukket for kommentarer