
Theis fra Herlev blev dansk mester for femte år i træk
To mangeårige Herlevspillere satte sig på både første- og andenpladsen hos DM i squash for herrer – Theis Houlberg vandt endnu engang det danske mesterskab.
Hvis du synes, at du har læst det før, er det ikke så underligt.
Theis Houlberg fra Herlev/Hjorten Squash er dansk mester i squash. Og det var nu femte år i træk, at han blev det.
»Det er stadig en rigtig god følelse,« forsikrer han om.
Noget er dog anderledes. Han har ikke tabt en squashkamp til en dansk spiller i mere end to år, derfor er det også forventningen, at han vinder DM.
»Det er klart, at der en form for pres på mig nu, som der ikke var første gang, at jeg vandt DM. På den måde er der mere spænding,« siger han.
Mit niveau bliver højere og højere, og jeg spillede en superfinale
Tilbage til Herlev
Det pres havde Theis Houlberg ikke noget problem med at håndtere. Han vandt således sikkert i tre sæt over en anden Herlevdreng, Sebastian Pedersen, i finalen med 11-5, 11-6 og 11-9.
Sølvvinderen er lige som guldvinderen en spiller med mange år i Herlev, efter en flytning til Jylland er Silkeborg dog blevet hans licensklub, men han har bevaret en tilknytning til Herlev/Hjorten samtidig.
Theis Houlberg voksede op i Herlev, men har boet mange år uden for byen, både i England og Odense, men alle årene er han forblevet medlem af Herlev/Hjorten Squash og har repræsenteret denne klub ved diverse mesterskaber. Nu er 28-årige Theis Houlberg ovenikøbet herlevborger igen, da han sidste sommer flyttede med sin kone ind i en lejlighed tæt på Herlev Station.

Drømmen om OL
Da Herlev Bladet mødte Theis Houlberg i fjor, bekendtgjorde han, at OL i 2028, hvor squash er på programmet for første gang, er hans helt store mål.
Han vil ikke fastslå kategorisk, at han her næsten et år senere har bevæget sig tættere på målet. Der er nemlig flere ubekendte.
»Kravene til kvalifikation er ikke på plads endnu, det sker først i 2026,« fortæller han, samtidig med han dog gerne vil medgive, at han har forbedret sig gennem årene.
»Mit niveau bliver højere og højere, og jeg spillede en super finale,« konstaterer han.
Der er lukket for kommentarer