Tiden rinder ud for det gamle rådhus - få et sidste kig bag murene
Herlev Bladet har fået lov til at kigge indenfor en sidste gang i det gamle rådhus, før det skal rives ned.
Hvis alt går efter planen, er det hvide murstensbyggeri på Herlev Bygade 90 fortid til oktober. Det fortæller Rami H. Habo, der er projektchef i AG Gruppen, der står for at udvikle grunden og de nye boliger, der erstatter det tidligere rådhus.
Men inden da har AG Gruppen givet Herlev Bladet lov til at kigge inden for i de lokaler, der gennem tiden har haft besøg af en masse herlevborgere, men også lagt rum til store historiske begivenheder og politiske beslutninger afgørende for det Herlev, vi kender i dag.
Turen ned gennem Herlevs og rådhusets over 50 år gamle historie starter i kommunalbestyrelsessalen, hvor alt inventar er væk. Rummet, der har huset tre borgmestre og skiftende kommunalbestyrelsespolitikere, virker pudsigt nok mindre uden det arkitekttegnede møblement, som Helene og Hans Henrik Ussing stod for i 1971. Projektchefen fortæller, at man pt. er i gang med at bryde ned og sortere efter materialetyper. For eksempel er et af de tidligere mødelokaler blevet opmagasineringsplads for en masse metaldele, som efterfølgende skal ned i en af de containerne, der er opstillet på pladsen foran rådhuset. Han kan endnu ikke fortælle, hvor meget der bliver genbrugt, men oplyser, at man også tænker i at 'gemme' nogle af materialerne, som kan indgå i det nye byggeri. Det drejer sig blandt andet om noget af brostensbelægningen foran rådhuset, gadelamperne samt borde og bænke fra de grønne områder. Også det store træ foran rotunden bliver bevaret.
LÆS MERE: Boligbyggeri på rådhusgrunden godkendt
Artiklen fortsætter under billedet.

Aha-oplevelser
»Lige nu er de i gang med at rive ned indvendigt, og ellers foregår det i tre etaper, hvor den midterste er første etape, den nordlige bygning er den anden etape og den sydlige som den sidste,« fortæller Rami H. Habo og forklarer, at rækkefølgen skyldes, at der skal flyttes nogle ledninger, som ligger ved den nordlige del. Som et historisk kuriosum kan nævnes, at den nordlige fløj først kom til i 1979.
Har der været nogle 'overraskelser' indtil videre i jeres gennemgang af rådhuset?
»Jeg er overrasket over, at vi ikke fandt noget i det hulrum, der var under kommunalbestyrelsessalen, men der var ingenting. Nogle gange er det meget sjovt, fordi man kan finde overraskelser som for eksempel øldåser, aviser og så videre, som håndværkerne har gemt i bygningen,« forklarer han.
AG Gruppen har også en tradition med at indmure en grundsten som en slags tidskapsel i sine byggerier, hvor der for eksempel kan ligge en mønt, dagens avis og en tekst om, hvem der er regent og statsminister og så videre.
Artiklen fortsætter under billedet.

Arkivet i kælderen
Efter kommunalbestyrelsessalen går turen til borgmesterkontoret, hvor ministre og diverse Herlev-personligheder har haft foretræde gennem tiden. Hvad mon der ikke er brygget på af hemmeligheder, beslutninger og visioner for Herlev i disse lokaler, tænker man. Vi går videre ned ad gangen og op ad trappen til kantinen. Den er ikke ryddet helt endnu. Et fadølsanlæg står tilbage. Måske til gravøl? Modsat mange andre gange har rummet set sin sidste valgaften - det var i 2021. Årets kommunalvalgaften bliver formentlig holdt på et af de nye rådhuse.
Fra toppen til bunden. Vi går ned i kælderen. Der er fuld kælder under hele rådhuset. Vi holder os til den kælderen under den nyeste fløj. Her vidner mange tomme arkivskabe og dueslag om de mange skriftlige arkivalier, der har ligget her som vidnesbyrd om Herlevs historie. Nu er det hele væk og det meste formentlig digitaliseret. Der er også mødelokaler i kælderen, viser det sig. Et landskabsfoto på væggen er endnu ikke fjernet og lyser rummet op.
Vi går tilbage og stiger op til overfladen, mod lyset og nye tider.
Artiklen fortsætter under billedet.

De store maskiners vej
Hvornår går I i gang med at rive fløjen ned?
»Hvis alt går vel om tre uger,« siger Rami H. Habo.
Hvordan foregår det?
»Vi tager det oppe fra. Først tager man vinduerne af. Så er der et råhus tilbage. Og så fjerner vi taget stille og roligt og starter med at tage udhænget og langsomt vride det fra hinanden,« forklarer projektchefen og uddyber, at der er tale om armeret beton.
Derefter vil murbrokker og andet materiale blive transporteret væk af lastbiler, som kommer ind fra Herlev Bygade og vender på den tidligere rådhusplads for så at køre ud via bygaden til Herlev Hovedgade. Der vil også være indgang fra Vindebyvej og vendeplads på parkeringspladsarealet dér.
Han tilføjer, at når man kommer længere frem i processen vil byggehegnet ved indgangen til rådhuspladsen blive rykket længere tilbage mod bygaden, da AG Gruppen får brug for mere plads og også ejer den del af området. Det betyder, at antallet af parkeringspladser ind mod boligerne ved Højbjergvej også bliver reduceret.
Ifølge skal nedrivningen af den sidste bygning ud mod hovedgaden være færdig 17. oktober, mens det nye boliger forventes færdige til oktober 2027.
Der er lukket for kommentarer