Siden Herlev Festuge begyndte i 2011 og afløste Herlev Festival, har det været en tradition, at Herlevløbet sætter festugen i gang søndag formiddag.
Sådan er det ikke i år. Ganske vist er Herlevløbet som vanligt søndag formiddag, men i år er festugen tyvstartet om lørdagen, hvor letbanen åbner i Herlev med en lang række kulturelle indslag fra byen.
»Ja, du kan sige, at letbanen overhaler Herlevløbet,« lyder det grinende fra Herlev Løbe- og Atletikklubs formand Henrik Østergren, som tager det faktum ganske roligt for et enkelt års skyld og erklærer sig som tilhænger af, at letbanen kommer til Herlev og kan skabe bedre transportmuligheder for byens borgere og besøgende - heriblandt løbere som kan tage løbesko og -tøj med, når de kører på sporene.
Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes
Fra en bank til en anden
Herlevløbet, som i år er søndag 23. august, er en blanding af motions- og eliteløbere og dem derderimellem, og det er godkendt af World Athletics som World Ranking Competition, det vil sige løbet giver point på verdensranglisten.
Blandt eliteløberne har Sara Schou Kristensen fra Aarhus meldt sin ankomst, fortæller Henrik Østergren. Det er på 10 kilometer-distancen, ellers kan man løbe 5 og 2,5 kilometer (for børn) samt gå 2,5 kilometer.
En ny ting ved Herlevløbet er hovedsponsoren i år. Gennem 15 år var det Spar Nord, som nu er flyttet fra Herlev, i stedet er det AL Sydbank, så løbet bliver i bankverdenen.
Når Herlevløbet er overstået tages der hul på en lang række begivenheder og underholdning frem til den efterfølgende søndag med det mest intensive program fredag og lørdag, 28. og 29. august.
De musikalske hovednavne er blandt andre Herlev Musical og Teater, Chief 1 & Thomas Buttenschøn og Jørgen Klubin og Dans'Orkestret, der leverer nogle af Danseorkestrets gamle hits og nyere numre lørdag aften.
Armbånd for diabetes
Herlev Festuge er også tidspunktet hvor de to store lokale priser: Årets Herlevit og Årets Sportsprofil uddeles fredag aften med Herlev Bladet som vært, og derudover er der blandt andet film, foredrag, loppemarked og masser af aktiviteter, både noget de kan nydes som tilskuer og andet, hvor man selv kan deltage.
Festugen er også en folkefest, det er som regel positivt, men der kan være ubehagelige misforståelser mellem mennesker. Når tusindvis samles til koncerter, kan en person med livsfarligt lavt blodsukker let blive taget for at være beruset. Derfor kan gæster med diabetes igen i år hente et særligt diabetesarmbånd, der gør det lettere for samaritter og andre at opdage, når der er brug for hurtig hjælp.
»Det kan være forskellen på liv eller død, at andre hurtigt opdager, at en person har diabetes og har brug for hjælp ved lavt blodsukker. Armbåndet gør sygdommen synlig og fortæller helt konkret, hvad man skal gøre i situationen. Det skaber tryghed – både for mennesker med diabetes, samaritter og andre festivalgæster,« siger Claus Richter, administrerende direktør i Diabetesforeningen, i en pressemeddelelse.
Herlev Festuge slutter af med 'Dragedag for hele familien' søndag 30. august ved Naturcenter Kildegården.
LÆS OGSÅ: Så meget koster letbanens åbningsfest

Der er lukket for kommentarer