
Tidligere statsminister og NATO-chef kommer til Skovlunde
Anders Fogh Rasmussen gæster Skovlunde Kirke onsdag 7. maj. Han vil både berette om fortiden, men også involvere tilhørerne i den højspændte internationale situation lige nu.
Udover arrangementer med kristne, eksistentielle og kulturelle emner markerer Skovlunde Kirke sig også ved at have en del foredrag med politisk indhold, i år og i fjor har de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Per Stig Møller (K) således været forbi kirken, også journalist og Grønlands-ekspert Martin Breum har holdt foredrag om den spændte situation i den nordlige del af rigsfællesskabet.
Onsdag 7. maj klokken 19 er det tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (V), der holder foredrag og efterfølgende underskriver en aktuel erindringsbog i kirken.
»Vi vil gerne være en kirke, der tager hånd om, hvad der sker i verden. Sognebørnene er ængstelige over den verden, vi lever i, så på den måde er der noget sjælesorg i det, at vi i god dannelsesmæssig forstand mødes mennesker i mellem om samfundsmæssige emner, disse møder kan stadig noget,« siger sognepræst Morten Wassmer, der er hovedkraften bag at få Fogh Rasmussen til Skovlunde.
Så var der dog et lille vindue, da han udsender en erindringsbog i begyndelsen af maj
Rådgiver Zelenskyj
Morten Wassmer fremhæver, at Skovlunde Kirke naturligvis er politisk neutral, og foredragsholderne, som kirken inviterer, har forskellige udgangspunkter og synspunkter, og foredragene handler langt mere om erfaringer og viden end som partipolitik.
Han mener, at Anders Fogh Rasmussen er en interessant person at invitere indenfor, både på grund af hans lange fortid i dansk og international politik, men også fordi han aktuelt rådgiver i globale sammenhænge, blandt andet af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj
Det skyldes præstens egen ihærdighed og held, at der pludselig opstod en mulighed for at få Anders Fogh Rasmussen til Skovlunde Kirke. For nogle måneder siden kontaktede Morten Wassmer den tidligere statsministers assistent, da han havde set et indslag i tv med Anders Fogh Rasmussen vedrørende den aktuelle situation i Ukraine og rådgivningen af Zelenskyj og på den baggrund gerne ville have ham til Skovlunde Kirke.
»Jeg fik først at vide, at det var der ikke tid til, men så var der dog et lille vindue, hvis jeg ville henvende mig i begyndelsen af april, da han udsender en erindringsbog i begyndelsen af maj, som han gerne vil have opmærksomhed omkring.« fortæller Morten Wassmer.

Sejre og nederlag
Og da han så henvendte sig i begyndelsen af april, lykkedes det at få en aftale 7. maj, som Skovlunde Kirke ikke skal finansiere, og hvor bogen sælges og underskrives af Anders Fogh Rasmussen efter foredraget klokken 20.30 som led i lanceringen af bogen, der bærer titlen 'At turde' og handler om tiden, fra han blev valgt til folketinget første gang i 1978 til i dag.
Til foredraget deler han både sejre og nederlag – og anekdoter fra møder, venskaber og sammenstød med Bush, Obama, Merkel, Berlusconi, Putin og mange flere. Fogh giver også sit blik på den verden, vi lever i nu: Hvordan stormagter rykker ved balancen, hvad Donald Trumps comeback kan betyde, og hvordan Danmark og Europa må træde i karakter.
Der er fri entré. Dørene åbnes klokken 18, og der er plads til 250 tilhørere i kirken.
LÆS OGSÅ: Ni måneders fængsel til Skovlunde-borger
Der er lukket for kommentarer