To års fængsel for voldtægt og forsøg på voldtægt i Skovlunde
En 17-årig mand fra Rødovre har onsdag fået to års ubetinget fængsel for forsøg på voldtægt i Skovlunde og fuldbyrdet voldtægt i Rødovre.
Takket være rengøringspersonalet lykkedes det ikke en 17-årig mand at voldtage en 16-årig pige på et offentligt toilet i Skovlunde 12. maj 2024.
Det fremgår af anklageskriftet, at manden ellers prøvede ihærdigt med tvang og trusler om vold og uden samtykke i øvrigt at voldtage pigen bagfra ved flere gange at skubbe hende ind over et puslebord.
Onsdag faldt der dom i sagen ved Retten i Glostrup, hvor den 17-årig, som er fra Rødovre, blev idømt to års ubetinget fængsel. Med i dommen var også en grov episode fra 28. november samme år klokken cirka 17 i Rødovre Centrum.
Ankede dommen
Her skulle manden på et offentligt toilet have truet og tvunget en kun 14-årig pige til samleje og oralsex af flere omgange, selvom pigen tilkendegav, at hun ikke ville have sex med ham.
Manden ankede dommen på stedet, men blev varetægtsfængslet. Ofrene blev tilkendt erstatning.
Sagen skal også behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.
LÆS OGSÅ: Fra sygeplejerske til professor

Der er lukket for kommentarer