Opdateret: Torvets Blomster har holdt åben selvom den ikke er aktiv i virksomhedsregistret
En lokal blomsterbutik har ifølge virksomhedsregistret stået som ophørt siden februar. Alligevel har den frem til torsdag denne uge haft regelmæssigt åbent.
Opdateret 8. november med kommentar fra Skattestyrelsen.
Det vækker undren, at en lokal blomsterbutik i Herlev Bymidte Butikscenter angiveligt siden februar har stået som ‘ophørt’ i virksomhedsregistret på adressen Herlev Torv 16, selvom den så sent som i går torsdag holdt åben. Og ellers frem til nu har haft regelmæssige åbningstider fra klokken 9-18.
Derfor forsøgte Herlev Bladet torsdag at kontakte ejeren for at høre nærmere, men han er angiveligt bortrejst i 14 dage, lød det fra en ansat i butikken, som ikke ønskede at udtale sig yderligere.
LÆS OGSÅ: Herlev Kommune om sikkerhedsbrud
I dag fredag er butikken så lukket på grund af sygdom, fremgår det af et skilt i vinduet.
Herlev Bladet har kontaktet NREP, som ejer bymidtecentret og står for butikslejemålene, og her har man følgende kommentar:
»Vi er fortsat ved at undersøge sagen, men det er ikke et emne vi som udlejer kan eller vil kommentere på i pressen,« siger udviklingsdirektør Rasmus Meyhoff.
Vi har også kontaktet Centerforeningen, som ikke er bekendt med oplysningerne.
Ikke momsregistreret
Spørger man Erhvervsstyrelsen, om det er muligt at drive butik på en adresse, der ikke er aktiv i virksomhedsregistret, lyder svaret:
‘Erhvervsstyrelsen kan ikke kommentere på konkrete sager. Generelt kan vi oplyse, at alle virksomheder med en årlig omsætning på mere end 50.000 kroner har pligt til at registrere sin virksomhed i CVR-registeret. Dette gælder også oplysninger om virksomhedens adresse. Ved en søgning i CVR-registret på en given adresse vil alle aktive virksomheder på den adresse komme frem. Også hvis et tidligere ophørt CVR-nummer bliver aktivt igen,’ lyder det.
Herlev Bladet har også forespurgt Skattestyrelsen, som heller ikke udtaler sig om enkeltsager, men som gerne vil svare generelt på spørgsmål om for eksempel momsregistrering.
Hvad gør Skat, hvis man finder ud, at en butik har drevet virksomhed i ni måneder, selvom den er ophørt i CVR-registret?
‘Generelt kan Skattestyrelsen oplyse, at virksomheder, der sælger varer for mere end 50.000 kr. om året, skal være momsregistrerede. Hvis Skattestyrelsen konstaterer, at der er drevet uregistreret virksomhed, vil Skattestyrelsen opkræve det beløb, der skulle være betalt i moms og skat. Det kan evt. ske ud fra et skøn, hvis der mangler bilag. Herudover kan der komme evt. bøder eller anden straf. Det er strafbart at drive momspligtig virksomhed uden at være momsregistreret. Strafferammen er bøde eller fængsel.’
Hvad betyder det at være ophørt i CVR?
‘Hvis en virksomhed er registreret som ophørt i CVR betyder det, at den ikke er momsregistreret eller registreret for fx indeholdelse af A-skat. I øvrigt kan Skattestyrelsen oplyse, at en personligt drevet virksomhed som udgangspunkt skal være registreret på virksomhedsadressen, men at virksomheden også kan være registreret på fx ejerens private adresse. Hvis man er i tvivl om hvorvidt et momsnummer er aktivt, kan man verificeret et momsnummer på skat.dk.’
Herlev Bladet har søgt på blomsterbutikkens CVR-nummer hos Skat. Her bliver man oplyst om, at der ikke eksisterer nogen momsregistrerede virksomheder på det angivne nummer.
Torvets Blomster har ifølge virksomhedsregistret eksisteret siden 2019. Samme ejer har tidligere drevet blandt andet Frugtkurven i Herlev.
Har du oplysninger i sagen, så skriv til kenneth@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer