Trivselsvejleder skal fange elever med bekymrende fravær – inden det går galt
I godt et år har man forsøgt at sænke fraværet blandt folkeskoleelever på Kildegårdskolen Vest med en såkaldt trivselsvejleder. Betina Skovby (SF) mener, at indsatser som denne kan være med til at øge elevernes trivsel.
Fraværet blandt folkeskoleelever i Herlev ligger over landsgennemsnittet, viser de seneste opgørelser lavet af Undervisningsministeriet.
På landsplan har folkeskoleelever nemlig et gennemsnitligt fravær på 8 procent – i Herlev ligger det på 8,4. Men udover et generelt højere fravær blandt eleverne i Herlevs folkeskoler sammenlignet med landsgennemsnittet, så har man i Herlev også haft særligt fokus på de elever med et bekymrende fravær – altså elever med fravær på 15 procent eller derover.
»Hvis man ikke tager hånd om de elever, der har det svært, i tide, så risikerer man at ende med nogle elever, der har været isolerede i flere år – og så er det pludselig en kæmpe opgave at få dem løftet igen,« fortæller Betina Skovby (SF), der er formand for familie- og forebyggelsesudvalget.
LÆS OGSÅ: Antallet af Herlev-børn med særlige behov er steget markant
Derfor har man i nu godt et år forsøgt at nedbringe fraværet blandt folkeskoleeleverne på Kildegårdskolen Vest med en såkaldt trivselsvejleder – en person, der er ansat til at snakke med og tage sig af elever med et bekymrende højt fravær. Og det arbejde ser indtil videre ud til at virke.
»Der er desværre ikke nogle specifikke tal på, hvordan indsatsen har virket indtil videre, men trivselsvejlederen kunne på udvalgsmødet tirsdag fortælle om flere gode cases, hvor det er lykkedes at indsluse elever i klasserne igen efter en periode, hvor de har haft det svært og har haft et højt fravær,« siger Betina Skovby.
Håber det kan bredes ud til andre skoler
Selvom fravær først betragtes som bekymrende, når det rammer 15 procent eller derover, så sætter trivselsvejlederen på Kildegårdskolen Vest allerede ind ved 10 procent fravær.
Det er et tab af de unge mennekser, hvis vi ikke formår at få dem ordentligt gennem deres folkeskoletid
Og det er i håb om at fange nogle af de elever, der måske er på vej ud af et forkert spor, inden det for alvor går galt.
»Folkeskolen er det sted, hvor de fleste er i længst tid, og derfor er det også virkelig vigtigt, at eleverne har lyst til at komme derhen. Det er et tab af de unge mennekser, hvis vi ikke formår at få dem ordentligt gennem deres folkeskoletid,« siger Betina Skovby.
Derfor har der også ligget en vigtig opgave i at få registreret alt fravær, selvom der er tale om lovligt fravær, så man har et mere retvisende billede af elevernes fravær, fortæller udvalgsformanden.
LÆS OGSÅ: Ar på sjælen: Peters bedstefar var nazist og Rasmus’ var modstandsmand
»Fra 1. januar har vi desuden fået et helt nyt system, der med tiden kan trække data på, om indsatsen har haft en positiv effekt på elevernes fravær og ikke mindst på deres trivsel,« siger Betina Skovby og afslutter:
»Og hvis vi på de statistikker kan se, at indsatsen har haft en effekt, så er tanken, at det skal rulles ud på alle skolerne i kommunen som led i at få antallet af børn, der mistrives, ned.«
Der er lukket for kommentarer