Troldebo officielt indviet med drømmekage og pindemadder
Børnehuset Troldebo i Skovlunde indbyder til leg, læring og fællesskab. Nu er det officielt blevet indviet
Der var drømmekage og pindemadder til voksne og børn i alle aldre, da Børnehuset Troldebo i Skovlunde officielt blev indviet tirsdag den 18. juni, efter det har været i brug siden begyndelsen af maj.
Det moderne børnehus i to etager ligger placeret på Torvevej 35, tæt ved Skovlunde Station og den gamle Skovlunde Skole, og rummer en vuggestue i den nederste etage, mens børnehaven ligger på første sal.
Husets ‘hjerte’ er det store fællesrum, som indbyder til leg og fællesskab og samtidig sammenkobler vuggestuen med børnehaven. Troldebos børn har derudover mulighed for at udfolde deres kreativitet i multisalen og i de forskellige krea-rum.
Troldebo er beklædt med træ både inde og ude. Bygningen er DGNB-certificeret. Det betyder, at huset opfylder høje standarder inden for blandt andet konstruktion, funktionalitet og indeklima, oplyser Ballerup Kommune.
Der er plads til over 100 børn, 33 vuggestuebørn og 76 børnehavebørn.
LÆS OGSÅ: På tur med borgmesteren i Skovlunde
Der er lukket for kommentarer