Udsmykning på skole: De hylder fællesskab med blomster
På Kildegårdskolen Vest bliver elever og lærere nu mødt af blomster ved indgangen efter projekt med kunstner.
»Blomster har altid haft en særlig symbolik,« siger Malia Netschajew Christensen, som går i 8. klasse på Kildegårdsskolen Vest og er blandt de elever, som har valgt billedkunst.
Dette hold har sammen med kunstneren Johanne Lykke udført en frise af blomster, som er sat op i vinduerne ved indgangen til skolen.
Johanne Lykke har som kunstner altid haft blomster som en rød tråd, det stammer allerede fra længe før, at hun blev uddannet fra Det Jyske Kunstakademi for 10 år siden.
»Allerede da jeg var fem år, malede jeg blomster hjemme hos min mormor,« fortæller hun.
Vores hjerner frigiver dopamin - altså glædeshormon - bare ved at se på blomster
Glæden stiger
Johanne Lykke mener, at ikke kun blomster, men også billeder og illustrationer af blomster er gavnlige for mennesker. Noget som eleverne har taget til sig.
»Videnskaben viser faktisk noget ret vildt: Vores hjerner frigiver dopamin - altså glædeshormon - bare ved at se på blomster. Det gælder også billeder, tegninger og digitale versioner,« siger Lina Larsen, der er elev på billedkunstholdet på Kildegårdskolen Vest.

Farverige skygger
En effekt ved blomsterne på vinduerne er, at de sender farverige skygger ind på gulvet på gangen, noget som forandrer sig fra årstid til årstid.
»Jeg glæder mig til at se det senere på året, når solen står lavere ud på eftermiddagen. Man kan allerede begynde at se forandringerne nu,« siger skoleleder Jonas de Molade Skjødt, som betoner, at kunstinstallationen spiller sammen med skolens værdier som rettighedsskole i UNICEFs regi.
Således er blomsternes farver identiske med skolens logo. Overskriften for kunstværket er: Et blomstrende fællesskab.
»Blomsterne i frisen symboliserer fællesskabet, for blomster vokser sjældent alene. De står tæt sammen - i blomsterbede, i marker, i vild natur, og de har brug for hinanden. Ligesom vi har,« siger Malia Netschajew Christensen.
Kildegårdskolen har modtaget støtte til kunstprojektet fra Herlev Kommunes fællesskabspulje, og frisen blev indviet under festugen. Det er vurderingen, at blomsterne vil blive på vinduerne de næste fem-syv år.
LÆS OGSÅ: Flere unge er frivillige i dræt

Der er lukket for kommentarer