Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Udvalgsformand ikke enig i at nedlægge jobcentrene

I regeringsgrundlaget 'Ansvar for Danmark' fremgår, at man vil nedlægge jobcentrene, men ifølge formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Maria Mankov (S), udfører Jobcenteret i Herlev et vigtigt stykke arbejde.

I Herlev har man gode erfaringer med det arbejde, som Jobcenteret udfører. Derfor mener formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Maria Mankov (S), ikke, at man bør følge den kurs, som den nye regering har lagt op til i sit regeringsgrundlag – nemlig at nedlægge jobcentrene.

Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne hertil reduceres med 3 mia. kr. i 2030. Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene, sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. Den ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem. Kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen. (Ansvar for Danmark, kap. 3 – Velfærd 2.0)

‘Jeg vil godt indrømme, at jeg ikke er enig med regeringen. Vores Jobcenter udfører et vigtigt stykke arbejde, og dem, der er tilbage og ikke har et job, de har brug for meget støtte. Med de forhold der har været på arbejdsmarkedet i de sidste par år, så er alle de borgere i job, som selv kan,’ skriver hun i en mail til Herlev Bladet, hvor hun tilføjer, at hun endnu ikke ved hvilken betydning, regeringens planer vil få for Herlev, da der ikke er meldt noget præcist ud endnu.

Historisk lav ledighed

Af den seneste beskæftigelsesplan for 2022-2023 i Herlev kan man se, at ledigheden mod udgangen af 2022 var historisk lav i Herlev. I november 2022 lå den på 1,9 procent ud af den samlede arbejdsstyrke i kommunen, hvilket svarer til 269 bruttoledige ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det er et fald på 16 procent i forhold til året før. På landsplan lå ledigheden på 2,5 procent og altså væsentligt over Herlevs niveau.

Omvendt viser tallene fra styrelsen, at Herlev i september sidste år var den kommune i Region Hovedstaden med den næststørste stigning i beskæftigelsesudviklingen sammenlignet med samme måned året før. Her var der sket en vækst på 6,9 procent lig med 1.407 beskæftigede.

Netop derfor er det også dem, ‘der er tilbage’ og stadig står uden for arbejdsmarkedet, som man nu vil have fokus på. Dem med komplekse udfordringer, eller dem, som sidder fast af en eller anden årsag.

LÆS OGSÅ: Kryds bliver en rundkørsel

Ifølge kommunens plan skal de hjælpes tilbage med udgangspunkt i seks forskellige fokusområder:

· om- og opkvalificering.

· tværgående virksomhedsrettet indsats.

· indsatser til ledige unge.

· indsatser for handicappede borgere.

· sygemeldte borgere.

· målrettede forløb for borgere med komplekse udfordringer.

Flest gode historier i Jobcenteret

Der er altså lagt en plan, men dermed siger udvalgsformanden ikke, at alting kører perfekt i Jobcenteret.

‘Er der noget, der kan optimeres i Jobcentrene? Ja, det er der helt klart, men det er der på alle områder, og det arbejder man med løbende. Desværre er der ofte kun fokus på alle de dårlige sager i jobcentrene, og det virker til, at det er dem, man har valgt at fokusere på politisk, men der er langt flest gode historier, og de kommer aldrig frem. Man burde spørge alle de medarbejdere, der arbejder med området til daglig og lytte til deres idéer til regelforenkling med mere. Det er dem, der ved hvilke regler der med fordel kan fjernes/forenkles, og hvilke beføjelser jobcentrene mangler,’ påpeger hun i svaret til Herlev Bladet.

Der var i september 2022 i alt 2.813 herlevborgere, som modtog en eller anden ydelse, mens de gik ledige (a-dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, revalidering, sygedagpenge, førtidspension osv.) Til sammenligning var der i samme måned sidste år 2.838 ydelsesmodtagere, oplyser kommunen.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!