Herlev Bladet

Udvalgsformand om nyt plejehjem: “Vi kan ikke acceptere yderligere udsættelse"

Herlevs kommende plejehjem Hammergården bliver både dyrere og forsinket i forhold til den oprindelige plan, men en politisk styregruppe skal sørge for, at der ikke sker flere afvigelser.

Udfordringerne med at få bygget Herlevs kommende plejehjem Hammergården har nærmest stået i kø fra starten, og det ser ikke ud til, at de stopper. Før sommer udtalte udvalgsformand for Sundheds- og Ældreudvalget, Gitte Friberg Bomholdt (S), at 'vi kan ikke leve med budgetoverskridelser', blandt andet fordi der er udsigt til, at kommunen skal betale 66 millioner mere i grundkapitalbidrag. Nu her et par måneder efter er budskabet lige så skarpt:

»Vi skal have bygget et moderne plejehjem, og vi skal have det til aftalt tid, vi kan ikke acceptere yderligere udsættelse. Det har vi lovet Herlevs borgere, og det skal vi levere på. Som socialdemokrat og formand for Sundheds- og Ældreudvalget, så er det her hjerteblod,« fastslog udvalgsformanden på seneste kommunalbestyrelsesmøde med henvisning til, at plejehjemmet allerede er ét år forsinket og forventes afleveret i august 2030, om alt går vel.

LÆS OGSÅ: Ambulance-sagen fortsætter: Stadig udfordringer med at komme frem

For det er ikke sikkert, tager man de mange ubekendte i betragtning. For eksempel skal Kroppedal Museum i nær fremtid til at bruge to eller tre måneder på at grave efter nye fund på arealet, hvor plejehjemmet skal bygges som resultat af en positiv forundersøgelse. Dertil kommer, at det af en supplerende sagsfremstilling nu fremgår, at plejeboligerne er for små og skal planlægges to kvadratmeter større (fra 66 til 68 m2) af hensyn til personalets funktionalitet og arbejdsmiljø. Noget der vil koste 34 millioner kroner mere i anskaffelsessum og resultere i en estimeret huslejestigning på 300 kroner fra 9.820 til 10.120 kroner inkl. moms. Det er vel at mærke anden gang, at huslejen sættes op, da den oprindeligt blev sat til 8.920 kroner pr. måned.

Ovenstående udfordringer har også gjort, at man ikke regner med, at Herlev Boligselskab som bygherre kan nå at aflevere en ansøgning om byggetilladelse inden fristen 1. november, hvorfor man er i gang med at undersøge muligheden for at forlænge af fristen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gitte Friberg Bomholdt (S). Foto: Claus Birch.

Styregruppe skal sikre kvaliteten

De mange udfordringer ærgrer udvalgsformanden:

'Som politiker og borger i Herlev Kommune så ærgrer det mig selvfølgelig, at tidsrammen for projektet har rykket sig, for vi har som by behov for bedre og tidssvarende plejeboliger. Det har vi af forskellige årsager ventet længe på. Jeg ved, at vi i Herlev Kommune er meget bevidste om, at alle parter skal gøre, hvad de kan for at tidsplanen ikke rykker sig yderligere. Samtidig har jeg også forståelse for, at et så stort byggeri vil løbe ind i uforudsete udfordringer, som kan være vanskelige at forudsige. For eksempel er der senest gjort arkæologiske fund på grunden, som forhåbentligt ikke betyder yderligere forsinkelser', skriver hun i et svar til Herlev Bladet.

jeg oplever, at Herlev Boligselskab, KAB og Herlev Kommune virkelig arbejder for, at Hammergården kan realiseres

Dog er hun også fortrøstningsfuld i forhold til, at Herlev ender op med det moderne og tidssvarende plejehjem, som er visionen. Ikke mindst fordi man før sommer vedtog at nedsætte en politisk styregruppe bestående af kommunen, Herlev Boligselskab og KAB, der skal holde hånd i hanke med, at rammerne for aftalen om plejehjemmet fra august 2025 overholdes.

'Jeg synes allerede, at den politiske styregruppe har vist sin værdi, og jeg oplever, at Herlev Boligselskab, KAB og Herlev Kommune virkelig arbejder for, at Hammergården kan realiseres med bedst mulig kvalitet for vores borgere indenfor de rammer, som den almene sektor er underlagt at bygge indenfor,' vurderer Gitte Friberg Bomholdt (S) med tanke på, at den nye lov om et forhøjet rammebeløb for opførsel af almene plejeboliger fra 10 til 20 procent træder i kraft 4. september.

En lov, der som tidligere nævnt vel at mærke også betyder, at kommunens grundkapitalbidrag stiger. Det vil sige kommunens andel af plejehjemmets finansiering.

LÆS MERE: Nyt plejehjem bliver dyrere og ét år forsinket

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!