![](https://heleherlev.dk/wp-content/uploads/2024/11/HL300118-41381-750x430.jpg)
Udvisning og fængsel for snyd med corona-støtte
En 29-årig mand har forsøgt at snyde Erhvervsstyrelsen for i alt 285.000 kroner.
Man skal ikke snyde og slet ikke med offentlige midler. Det har en 29-årig mand måtte sande, efter at han for nylig ved Retten i Glostrup blev idømt fængselsstraf på seks måneder, en bøde på 800.000 kroner og udvisning af Danmark.
Årsagen er, at han 11. maj 2020 forsøgte at snyde med den hjælpepakke, som staten havde lavet til de virksomheder, der blev ramt på pengepungen som følge af corona-krisen.
Selv var han direktør for en mindre virksomhed på Herlev Hovedgade specialiseret i engroshandel med fødevarer med mere. Og i den forbindelse havde han angivet til Erhvervsstyrelsen, at han havde hjemsendt fire personer i virksomheden med løn, selvom det ikke passede. Han havde sågar eftersendt falske lønsedler og forlangte 216.000 kroner i lønkompensation. Det fremgår af anklageskriftet.
Mødte ikke op
Ligeledes forlangte han også 69.000 kroner i omsætningstab for selvstændige, selvom hans virksomhed reelt ikke havde et omsætningstab.
Ifølge anklageskriftet blev der nedlagt påstand om en skærpet tillægsbøde på fire gange de unddragne eller forsøgte unddragne beløb, hvorfor bøden er væsentligt højere end de nævnte beløb, han forsøgte at snyde sig til.
Virksomheden er i mellemtiden gået konkurs, og tiltalte var ikke mødt op i retten, hvorfor det ikke vides, om dommen er blevet forkyndt for ham.
Der er lukket for kommentarer