Herlev Bladet

Ugleapoteket i Herlev overtages af Lægemiddelstyrelsen

Driften af Nørrebro Apotek og apotekets syv tilknyttede filialer, heriblandt ugleapoteket i Herlev Bymidte Center, overtages af Lægemiddelstyrelsen fra 1. oktober. I den forbindelse vil apotekerne blive lukket i nogle dage.

Opdateret fredag 26. september kl. 14.15 med oplysningen om, at personalet har fået at vide, at de kan fortsætte. 

Lægemiddelstyrelsen overtager midlertidigt driften af Apotek Herlev Ugle, der ligger i Herlev Bymidte Center, og syv andre apoteker, der alle hører til Nørrebro Apotek på Nørrebrogade, der også driver hjemmesiden Ugleapoteket.dk.

I forbindelse med Lægemiddelstyrelsens overtagelse af driften er det af tekniske og praktiske årsager nødvendigt kortvarigt at lukke de otte apoteker inklusive apotekets onlineforhandling og veterinærafdeling fra 1. oktober. Lægemiddelstyrelsen forventer, at apotekerne kan åbne igen inden for få dage. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Af juridiske årsager kan vi ikke fortælle mere

Indsætter bestyrer

Driften vil herefter foregå ved en bestyrer, der bliver indsat af Lægemiddelstyrelsen til at drive apoteket på styrelsens vegne. Den nye bestyrer bliver fagligt og ledelsesmæssigt ansvarlig for at drive apoteket og filialerne på samme måde som en apoteker med bevilling til apoteket. Apoteket og filialer vil fortsat være underlagt Lægemiddelstyrelsens almindelige tilsyn, understreges det. Denne ordning skal fungere midlertidigt.

Lægemiddelstyrelsen oplyser i pressemeddelelsen ikke, hvorfor at styrelsen overtager de otte apoteker. Herlev Bladet har kontaktet styrelsen, som kortfattet meddeler:

»Af juridiske årsager kan vi ikke fortælle mere, end der fremgår af pressemeddelelsen.«

Åbnede i 2020

Apotek Herlev Ugle åbnede på springvandstorvet i Herlev Bymidte Center i efteråret 2020 og er siden flyttet til en anden placering inde i centret.

Herlev Bladet har kontaktet apoteker Majid Sairafianpour, der driver de otte apoteker, og forsøger at få en kommentar fra ham, men han er indtil nu ikke vendt tilbage på vores henvendelser. I Apotek Herlev Ugle oplyser de over for Herlev Bladet, at de har fået at vide, at de som personale kan fortsætte, når Lægemiddelstyrelsen overtager driften af apoteket.

Udover Apotek Herlev Ugle ligger der i kommunen også Herlev Apotek, som findes på gågaden i Herlev Bymidte og har en filial i Hjortespringcentret.

LÆS OGSÅ: Lærere: Ny skolestruktur går ud over populær overbygning

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!