Ulovlige U-vendinger på stribe i kryds i ringvejen
Krydset umiddelbart syd for Herlev Hospital er præget af mange bilister, som foretager ulovlige U-vendinger. For nylig førte det til sammenstød.
På Herlev Bladet har vi modtaget en læserhenvendelse om, at der bliver foretaget et massivt antal ulovlige U-vendinger i krydset på Herlev Ringvej lige ved Hjortespringvej og Tornerosevej umiddelbart syd for Herlev Hospital.
Herlev Bladet har selv været på stedet en eftermiddag og konstateret, at der var 7 overtrædelser i den retning på 45 minutter.
Hos Københavns Vestegns Politi bekræfter man tendensen, da de også har fået henvendelser og undersøgt sagen.
»Vi har været ude at kigge på det og observeret flere overtrædelser og kan konstatere, at der er flest om eftermiddagen,« siger politikommissær Lars Jørgensen.
Han advarer kraftigt imod disse ulovlige U-vendinger, da der er en grund til, at man ikke må dreje rundt og tage den modsatte vejbane, hvis det er forbudt.
Det skyldes, at det er forbundet med fare og blandt andet risiko for sammenstød.
Det kan være svært at regulere trafikanters adfærd
Biler stødte sammen
En enkelt gang for nylig er det da også gået galt.
3. august klokken 22.40 stødte to biler sammen i krydset, efter den ene bil havde foretaget en ulovlig U-vending. Airbags i bilerne blev aktiveret, men der var ingen alvorlige personskader.
Sådan en forseelse giver typisk en frakendelse af kørekortet, oplyser Lars Jørgensen.
Ellers forsikrer han om, at politiet fortsat er opmærksomme på krydset, og der kan uddeles bøder, som kan virke præventivt.
Lars Jørgensen hæfter sig også ved, at det er en vejstrækning, der har været mange ændringer på i omkring de seneste 10 år, først var der udvidelsen af Herlev Hospital, der påvirkede ringvejen, og i disse år er det arbejdet med letbanen.
»Mange bilister er forvirrede, fordi der har været så mange midlertidige ændringer på ringvejen i lang tid, og det har været ændret så tit. Jeg ved, at der er mange, som har været i tvivl om mange ting i forhold til vejen. Det har ofte været noget af en skilteskov,« siger han og tilføjer:
»Måske er der noget, som kan gøres på en anden måde?«
Han opfordrer Herlev Kommune til at overveje, om skiltningen eventuelt kan gøres anderledes, eller noget andet kan udrettes, så færre foretager ulovlige U-vendinger.
Video: Se eksempel på en ulovlig U-vending i krydset
Svært at regulere
Herlev Kommune har ikke aktuelt nogle planer i den retning.
»Det kan være svært at regulere trafikanters adfærd. Det er politiet, som håndhæver færdselsloven og dermed, om blisterne overholder opsatte U-vendingsforbud,« udtaler Helle Lagersted, centerchef for teknik og miljø i kommunen, i en skriftlig kommentar,
Hun henviser dog til, at ringvejen bliver færdig med vejarbejde, når letbanen begynder at køre, og her kan det hjælpe på overskueligheden for bilster.
»Herlev Kommune er jævnligt i dialog om de trafikale forhold på Herlev Ringvej og i resten af kommunen. Når letbanen ifølge planen begynder at køre igennem Herlev, vil der være opsat U-vendingsforbud i alle kryds på Herlev Ringvej. Herlev Kommune vil naturligvis sikre, at skiltene er opsat korrekt og tydeligt. Der vil også være rødt for trafik, som krydser letbanesporet, når letbanen kører igennem,« fremhæver hun.
Letbanen overtager
Helle Lagersted fortæller, at Hovedstadens Letbane fremover står for udformningen af trafikafviklingen omkring letbanen, selvom Herlev Ringvej er Herlev Kommunes vej.
Apropos de mange ændringer på strækningen så er der for tiden asfaltarbejde på ringvejen på grund af letbanen, og lige nu kan man ikke køre fra det store kryds mellem ringvejen og Frederikssundsvej og frem til det omtalte kryds med de ulovlige U-vendinger, som er omtalt i denne artikel.
Derfor er der p.t. ikke modkørende bilister til de, som foretager ulovlige vendinger. Men der kan stadig opstå farlige situationer ved at gøre det, vejen er nemlig indsnævret, og der kører jævnligt arbejdskøretøjer.
LÆS OGSÅ: Letbanen bliver et år forsinket
Der er lukket for kommentarer