Undersøgelse: Færre vej- og nabofester i Herlev
En ny undersøgelse fra Realdania kortlægger i et datatræk hvor i landet, der holdes flest vej- og nabofester.
Der er øjensynligt ikke så meget 'gang i gaden' i Herlev, som de fleste andre steder i landet. I hvert fald ikke hvis man skal tro et nyt datatræk fra Realdanias store livskvalitetsundersøgelse.
Den viser nemlig, at kun 22 procent af de herlevborgere, der er med i undersøgelsen, har svaret ja til, at de holder vej- eller gårdfester med deres naboer, og det er to procentpoint under landsgennemsnittet på 24. I top ligger Mårslet (uden for Aarhus, red.), hvor 51 procent har svaret ja til fest. I bunden ligger Anholdt med nul procent.
Se hele listen her.
Derfor kan jeg kun opfordre til, at man får taget initiativ til en vej- eller gårdfest der, hvor man bor
Bedre livskvalitet
At det kan betale sig at feste og være social med sine naboer er en af undersøgelsens pointer, skriver Realdania i en pressemeddelelse.
»Nabofester stimulerer nogle af de ting, der betyder meget for vores livskvalitet. Det at lære sine naboer bedre at kende styrker vores følelse af at høre til i lokalområdet. Det er vigtigt for vores trivsel. Og så kan det være, at man til festen lærer nogle nye mennesker at kende, som man begynder at hilse på og småsludre med. Og lige præcis de her små lette relationer i hverdagen har rigtig stor betydning for vores livskvalitet,« siger Henrik Mahncke, der er analysechef i Realdania og som står bag den store undersøgelse af danskernes livskvalitet.
LÆS OGSÅ: Stærk start for Herlev Bordtennis
Opfordring til fest
Han opfordrer ligefrem borgerne til at komme i gang med planlægningen:
»Vores undersøgelse viser også, at kender man sine naboer øges oplevelsen af tryghed i området, som er en vigtig del af vores livskvalitet. Derfor kan jeg kun opfordre til, at man får taget initiativ til en vej- eller gårdfest der, hvor man bor, hvis man ikke allerede har en i kalenderen,« siger han i pressemeddelsen.
122.000 respondenter har deltaget i undersøgelsen. Det ny datatræk viser hvor stor en andel, der har svaret ja til det i hvert enkelt postnummer.

Der er lukket for kommentarer