Herlev Bladet

Valgets vindere

Især Venstre, SF og DF havde tirsdag over midnat grund til at være glade for valgresultatet.

Mens Socialdemokratiet og konservative mistede mandater var valgets store vindere Venstre, SF og DF. Især hos Venstre, som gik fra nul til to mandater, lyste glæden ud af øjnene på spidskandidat Benjamin Haxha og lokalformand Bill Bjørklund.

»Hold da op. Altså vi har jo ført et brag af en valgkamp, og vi er jo utrolig glade for den tillid, der nu bliver vist Venstre. Vi er jo gået fra nul mandater, altså siddet uden for kommunalbeskyttelsen, og nu er vi kommet ind med to mandater. Det er ikke tit, man ser det. Så på den måde er vi super, super glade, og vi vil jo gerne omsætte den her tillid til reelt indflydelse nu, og nu vil vi sætte os med de ude partier og finde ud af, hvordan vi laver en god aftale for fremtiden,« siger Benjamin Haxha.

Havde håbet på det

Hvad siger det jer, at så mange vælgere har stemt på jer, så I nu har fået to mandater?

»Det fortæller os, at man har tillid til Venstre, og vi har kastet nogle bolde op i luften med noget fornyelse på nogle områder, som folk har taget til sig. Der mangler noget borgerlig indflydelse i kommunen, og det har folk kvitteret for,« vurderer Bill Bjørklund, der tilføjer, at de havde lagt en strategi om at få mere end et mandat i kommunalbestyrelsen, som altså lykkedes.

Går efter større udvalgspost

Også hos SF var spidskandidat Betina Skovby meget tilfreds.

»Selvfølgelig er der en Pia Olsen Dyhr-effekt, men vi har også ført en rigtig god valgkamp, og jeg tænker, at der er to ting, vi har stået rigtig stærkt på. Mistrivsel blandt børn, og det skal løses, og så har vi stået fast på, at byudviklingen har været skæv,« vurderer hun, der gerne vil bruge det ekstra mandat til en stærkere position i kommunalbestyrelsen.

Er der nogle særlige udvalgsposter, I nu vil gå efter?

»Ja, det er klart, det er noget vi kigger på. Lige nu har jeg jo en lille post, så, den kunne jeg da godt tænke mig blev lidt større,« lød det fra Betina Skovby, der i dag er formand for Familie- og Forebyggelsesudvalget.

På nuværende tidspunkt ville hun ikke komme det nærmere.

Herlev Bladet har også forsøgt at få fat i DF's spidskandidat, Henrik Ejegod Larsen, men han var taget hjem tidligere på aftenen.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!