Herlev Bladet

Varehuschef gav minister konkrete inputs til en bedre fastholdelse af unge i job

Fredag besøgte Venstre-minister Morten Dahlin Føtex i Herlev Bymidte Center for på vegne af regeringen at promovere 'Ungeløftet' - et landsdækkende initiativ, der har givet Herlev godt to millioner kroner til at få flere unge i job.

Det var en lyttende og nysgerrig Morten Dahlin (V), der fredag besøgte Føtex i Herlev Bymidte Center for at promovere regeringens 'Ungeløftet', som skal få flere unge ind - eller tilbage på arbejdsmarkedet. Til daglig er han egentlig kirkeminister, minister for byer og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde, men denne dag kom han som repræsentant for regeringen og inviteret af Venstre i Herlev. Og han tog ikke tomhændet fra besøget, for varehuschef i Føtex bymidten, Søren Knudsen, der også er formand for centerforeningen, havde flere konkrete inputs til ministeren, som han lovede at tage med hjem til Christiansborg - dem vender vi tilbage til, for hvad går Ungeløftet ud på?

I Herlev har man fået knap 2,1 millioner kroner til fra august i år og frem til slut 2028 at få unge i alderen 15-17 år, der har færdiggjort folkeskolen, og unge mellem 18-29 år, der er selvforsørgende, men ikke er i uddannelse eller job, tilbage på arbejdsmarkedet. Kommunen, der selv bidrager med knap fire millioner, skønner, at der er omkring 70 i målgruppen. Nogle af dem kunne varehuschefen sagtens bruge, for ifølge ham udgør cirka 60 procent af hans arbejdsstyrke de unge, og pt. er der mangel på arbejdskraft i detailbranchen. Men, som han fortalte ministeren, så kræver det et bedre samarbejde mellem butikker som hans og kommunen, så man ikke bare sender de unge afsted uden at følge processen til dørs, for det har han nemlig prøvet før.

LÆS OGSÅ: Hjælp på vej til farlig skolevej

Varehuschef ikke tilfreds

»Der bliver nok snakket mere, end der bliver gjort på kommunal basis. Vi har nogle mangfoldighedskoordinatorer i Salling Group, som rigtig gerne vil være en del af det og hjælpe med de unge, for det kan jeg ikke løfte, så det synes jeg er en god ting. For jeg har ikke ressourcer som varehuschef til at hjælpe unge med for eksempel psykiske problemer eller andre udfordringer, som vi skal tage os af. Men så er der nogle kommuner med jobcentre, der gerne vil styre det hele selv. Blandt andet her i Herlev Kommune har vi ikke nogen koordinatorer tilknyttet. Vi har dem i Ballerup Kommune, og jeg har faktisk flere fra Ballerup, som er i forskellige ordninger her, end jeg har fra Herlev,« påpegede han og konkluderede:

det er jo ærgerligt at høre, at man ikke alle steder har grebet de intentioner, der ligger i Ungeløftet

»Så det kan godt være, der er blevet sat mange penge af. Man er bare ikke blevet enige om, hvordan det skal administreres,« lød det fra varehuschefen til ministeren, der var ærgerlig over at høre feedbacken.

»Ungeløftet kræver noget af alle også af arbejdsgiverne. Det fornemmer jeg sådan set også, at I er klar til i Salling Group. For hele pointen her er jo, at vi skal have nogle mennesker sluset ind på arbejdsmarkedet, som før har været på kanten. Men det er jo ærgerligt at høre, at man ikke alle steder har grebet de intentioner, der ligger i Ungeløftet, fordi man får nogle sunde værdier af at være på arbejde, og på sigt skulle det jo også gerne blive en ressource for jer. Udover at I gerne vil tage et socialt ansvar, så ligger der jo også det i det, at hvis I  giver nogle unge mennesker noget rygstød og noget selvtillid, så kan det være, at det er dem, der lige præcis ser en fremtid i detail for sig. Så det lyder som om, at der er et forbedringspotentiale nogen steder,« lød vurderingen fra ministeren.

Artiklen forsætter under billedet.

Venstre-minister Morten Dahlin (nr. tre fra højre) i samtale med varehuschef Søren Knudsen. Formand for Herlev Handelsforening, Henning Bruun var også med (th.). Foto: Kenneth Hougaard.

Minister tager inputs med hjem

Er der noget, du kan gøre som medlem af regeringen for at forbedre forholdene?

»Det er derfor, jeg kommer her, for at få inputs fra jer, der har hænderne på kogepladen og er ude i virkeligheden. Og der er noget, jeg helt sikkert vil tage med hjem, der hedder 1) Der bliver nødt til ikke at være en indstilling om, at man bare dumper en ung et sted og siger, så må virksomheden bare klare det. 2) De virksomheder, der er med i Ungeløftet, har jo også selv investeret nogle ressourcer i det her. For eksempel fordi man fra Salling Group har nogle lokale mangfoldighedskoordinatorer. Det setup, man laver, bliver selvfølgelig nødt til at være et samarbejde mellem dem, fordi ellers trækker vi ikke på alle ressourcer. Der bliver vi nødt til at være skarpere på, at det samarbejde skal fungere, fordi hele pointen med Ungeløftet er jo at løfte nogle unge, så det tager jeg i hvert fald med videre på Christiansborg,« pointerede ministeren.

Der bliver vi nødt til at være skarpere på, at det samarbejde skal fungere, fordi hele pointen med Ungeløftet er jo at løfte nogle unge, så det tager jeg i hvert fald med videre på Christiansborg

Han, der selv har arbejdet i Bilka som ung, fremhævede også, hvor vigtigt han mener, det er som ung at få sig et fritidsjob i forhold til at være en del af fællesskabet. Dernæst luftede han i forlængelse af rekrutteringsudfordringerne i detailbranchen også en idé om, at det offentlige i højere grad måske burde facilitere fritidsjob til unge på linje med det private.

»Jeg så en ret spændende statistik for nylig, hvor man havde målt på effekten over et liv efter at have haft et fritidsjob. Hvis du har haft sådan et som ung, så tjener du flere penge gennem livet. Det er mindre sandsynligt, at du bliver kriminel, du klarer dig også bedre på din uddannelse. Det eneste de ikke kunne måle positiv effekt på, det var, om man fik et bedre kærlighedsliv,« lød det vittigt fra Morten Dahlin.

Artiklen forsætter under billedet.

Venstre i Herlev havde inviteret ministeren på besøg. Spidskandidat Benjamin Haxha yderst til venstre. Foto: Kenneth Hougaard.

Har prøvet det før

Herlev Kommune oplyser, at der endnu ikke er indskrevet unge i Ungeløftet, men at man i Ungerådgivningen er i gang med at udpege mulige kandidater.

Ungeløftet ligger i forlængelse IPS Ung (IPS -Individuelt Planlagt job med Støtte) et andet STAR-projekt, der minder meget om Ungeløftet. Her har Herlev Kommune 60 unge i alderen 18-30 år tilknyttet. Også her handler det om at få de unge længst væk fra arbejdsmarkedet i uddannelse og job. Herlev Kommunes indsats er i den forbindelse blevet fremhævet af STAR, fordi man valgte at involvere socialpsykiatrien aktivt. En medarbejder blev fast tilknyttet tre dage om ugen. De unge fik med hjælp fra samarbejdspartnere typisk job som pædagogmedhjælper, på plejecentre, i XL Byg, Føtex, 7 Eleven med flere.

I forbindelse med dagens ministermøde lancerede Venstre i Herlev nogle konkrete forslag til, hvordan man få flere i fritidsjob. Blandt andet at oprette en digital jobbank, hvor arbejdsgivere kan lægge jobopslag op. Derudover en jobgaranti for udsatte unge, der sikrer hjælp til at finde et job indenfor tre måneder i samarbejde med det lokale erhvervsliv samt 'spirejob' for unge under 18 år på plejehjem og i daginstitutioner for at vække de unges interesse for velfærdsfagene.

FAKTA: Baggrunden for Ungeløftet

· Omkring 45.000 unge mellem 15 og 24 år er hverken i uddannelse eller arbejde. Knap halvdelen har en psykiatrisk diagnose som fx angst, depression og skizofreni. Mere end hver sjette har været anbragt uden for hjemmet. Næsten hver tredje har gået i specialtilbud i 9. klasse.

· Ungeløftet er ét stort nationalt partnerskab (regering, kommuner, civilsamfund, virksomheder osv.), som handler om at indfri de unges potentiale.

· Del af en bred politisk aftale, hvor der samlet er afsat 1,3 milliarder kroner over 10 år til at løfte de unge. Alle kommuner er med.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!