Herlev Bladet

Velfærd fylder for Herlevs vælgere: “Flere hænder, flere pædagoger og flere lærere om børnene"

Kommunalvalget 18. november nærmer sig. Herlev Bladet har været på gaden og spurgt vælgerne om, hvilke emner der betyder mest for dem. Her er det især de nære velfærdsemner, der fylder.

Af Emilia Fenger Paludan og Gustav Bejder Jensen

En historisk stor meningsundersøgelse, som Constructive Institute har lavet i samarbejde med Epinion viser, at det især er de nære velfærdsemner, der fylder for Herlevs vælgere. Her er det nemlig ‘Skole og uddannelse’, ‘Sundhed, trivsel og socialt udsatte’ og ‘Ældreplejen’, der er vigtigst. Herlev Bladet har været på gaden for at spørge herlevborgerne, hvad der fylder for dem. Her går de samme emner igen.

Det vigtigste for mig, er hvordan de ældre har det. Nu er jeg oppe i en alder, hvor jeg har brug for at have noget hjælp undervejs

Hvilke emner går du mest op i til det kommende kommunalvalg?

Fotos: Emilia Flora Fenger og Gustav Bejder Jensen

Hanne Jensen, boet i Herlev i 30 år: »For mig er det vigtigste skoleområdet, fordi det er det, jeg har arbejdet indenfor, og så at man tager ordentligt hånd om vores mest udsatte borgere, handicappede, folk med anden etnisk herkomst, dem med psykisk sygdom. Det er to vigtige områder for mig.«

Hvilke emner går du mest op i til det kommende kommunalvalg?

Kurt Rødby, boet i Herlev i 46 år: »Det vigtigste for mig, er hvordan de ældre har det. Nu er jeg oppe i en alder, hvor jeg har brug for at have noget hjælp undervejs – og måske en ny bolig, fordi jeg bor i ejerbolig nu på første etage. På et tidspunkt skal jeg have noget uden trapper. Så det er primært det – og så, hvordan det generelt går i Herlev.«

Hvilke emner går du mest op i til det kommende kommunalvalg?

Lauritz Petersen, boet i Herlev i 1⁄2 år: »Det er nok primært institutioner og dagtilbud, der betyder noget for mig. Vi har lige kørt vores ældste datter ind i institution, så det fylder ret meget lige nu.«

 

Hvilke emner går du mest op i til det kommende kommunalvalg?

Ulaş Benli, boet i Herlev i 22 år: »Børn og unge, sundhed, lighed. Hvis jeg skulle vælge tre mærkesager, ville det nok være dem. Det er vigtigt, at man fra en tidlig alder, får børnene på rette vej. At der er nok lærere og pædagoger for børnene. At man får dem ud i nogle miljøer, hvor de kan være sammen med andre unge. Gennem blandt andet sport eller musik.«

Fakta: Om undersøgelsen

Meningsmålingen har adspurgt Herlevs vælgere om 'de tre vigtigste lokalpolitiske områder, at lokalpolitikerne tager sig af'. Her et udpluk:

Skole og uddannelse (51%)
Sundhed, trivsel og socialt udsatte (43%) Ældrepleje (39%)
Klima og bæredygtighed (28%)
Kultur, fritid og frivillighed (27%)
By- og boligudvikling (27%)

Vær opmærksom på, at der er en statistisk usikkerhed på mellem 2 og 3 procent i besvarelserne.
Kilde: Meningsmålingen er lavet af Epinion for Constructive Institute og støttet af VELUX FONDEN, TrygFonden, Tuborgfondet, Jyllands-Postens Fond, KL og Danske Regioner.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!