Herlev Bladet

Vendepunkt på skolerne: Flere lærere bliver nu i jobbet

Hvor der for få år siden var stor udskiftning blandt folkeskolelærerne i Herlev, bliver de nu i højere grad i deres stilling, viser nye tal, som Herlev Kommune har fremlagt.

For få år siden var Herlev en af de kommuner i landet, hvor den største andel af lærerne skiftede job væk fra skolerne. 

Det var den borgerlige tænketank Cepos, som på baggrund af tal fra Danmarks Statistik fremlagde tallene, som baserede sig på udviklingen i 2020-2022, som var det nyeste, der var tilgængeligt. 

Nu har Herlev Kommune trukket tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som beskriver udviklingen helt frem til 2024. 

Disse tal bekræfter den udvikling, som Herlev Lærerforenings formand Jens Lunden i Herlev Bladet vurderede havde fundet sted. Siden 2022    har Herlev været omkring landsgennemsnittet, i omegnen af 10 procent, i forhold til lærere, som skifter job. 

I 2024 var Herlevs tal endda én procent under landsgennemsnittet, ni, i forhold til 10 procent.  

Der skal investeres i det almene fællesskab, som folkeskolen er, og som er vor tids svar på kirken

Mere ro på skolerne 

Herlevs borgmester Marco Damgaard (S) er særdeles tilfreds med denne udvikling og tilskriver det flere faktorer, blandt andet at kommunen har haft fokus på folkeskolen og har søsat flere nyskabelser, der skal gøre skolen mere attraktiv. 

»Vi har sat ’Sammen om skolen’ i gang, hvor der er tæt samarbejde mellem flere parter, og samtidig har vi også et særligt introduktionsprogram for nye lærere i Herlev,« nævner han som eksempler på initiativer, som er sat i gang de senere år, akkurat som der også er afsat penge til fysiske forbedringer. 

Samtidig fremhæver han også, at der er mere ro på ledelsesgangene på Herlevs folkeskoler, end der var for fire-fem år siden, hvor der var hyppig udskiftning. 

Marco Damgaard tilskriver blandt andet også den store lærerudskiftning på det tidspunkt på Kildegårdskolen,  at der havde været udskiftning i ledelseslaget. Det var på den skole, at der var særlig stor udskiftning. På samme skole havde der også været stor diskussion om strukturen. 

Statistik. andel lærere som skifter job i Herlev og på landsplan

Moderne næstekærlighed

Herlevs borgmester lægger vægt på, at kommunen ikke skal hvile på laurbærrene efter den positive udvikling de sidste par år.  Der skal være fortsat udvikling. 

»Børn og voksnes trivsel skal smitte af på hinanden, og der skal investeres i det almene fællesskab, som folkeskolen er, og som er vor tids svar på kirken med nærhed, trivsel, tryghed og næstekærlighed,« udtaler han storladent. 

Som et konkret eksempel nævner han, at der er ændringer på vej, når det gælder skolestart i 0. klasse.    

Marco Damgaard oplyser derudover, at Socialdemokratiet i Herlev snart lancerer et skoleudspil.

Tallene for udviklingen af læreres jobskifte er i øvrigt en smule forskellige i Cepos’ og Herlev Kommunes statistik. 

I årene 2020-2022 er kommunens procentantal noget lavere for jobskift end Cepos’, hvilket Cepos også skriver i sin analyse af tallene. Det handler blandt andet om interne jobskift i kommunerne, der registreres forskelligt. 

Tendensen i tallene er dog den samme. Herlev lå i årene 2020-2022 markant over landsgennemsnittet, når det gjaldt lærere, som søgte væk fra deres arbejdsplads.     

LÆS OGSÅ: Statistikken om de mange lærere som forlod jobbet for få år siden 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!